To Aalbæk-butikker fejrede jubilæum
I henholdsvis 35 og 30 år har Expert og tøjbutikken Corner holdt til i Aalbæk
AALBÆK: På hver sin side af rundkørslen i Aalbæk finder man tøjbutikken Corner og radio/tv-butkken Expert.
Fredag fejrede butikkerne henholdsvis 30 og 35 års jubilæum ved hver sin reception.
I en tid hvor mange butikker i mindre byer har drejet nøglen om, er det faktisk noget af en bedrift, at det i det hele taget er blevet til så mange år bag disken.
Og det har Peter E. Nielsen også noteret sig.
- Gennemsnitslevetiden for en butik er i dag 7-8 år. Hvis man vil blive ældre, så skal man løbende kunne omstille sig, fortæller han, og tilføjer, at indenfor radio/tv-branchen er eksempelvis den teknologiske udvikling gået rigtigt stærkt.
Men også hos Corner har det været nødvendigt med omstillingsparathed.
- Jeg reklamerer en masse på Facebook, og derudover er vi med i modeshows og arrangerer inspirationsaftner, forklarer Liselotte Jacobsen.
- Men så er det også vigtigt, at understrege, at det handler meget om kundepleje, hvis man skal overleve i en lille by.
Fremtiden for Peter E. Nielsen er i øvrigt lagt fast. I løbet af en fireårig periode skal hans ejerskab af Expert nedtrappes.
Trods 30 års-jubilæet har Liselotte Jacobsen ingen planer i den retning. Hun var nemlig kun 17 år, da hun sammen med sin mor startede butikken.
- Jeg bliver ved, fastslår hun med et stort smil.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.