Vakkelvorn tribune fornyes for 20 mio.
Gigantiums tribune er så utidssvarende, at magistraten foreslår, der sættes penge af til en ny
Opdateret 24. maj 2022 kl. 12:55
AALBORG: Tribunen i Gigantium er så nedslidt og utidssvarende, at Aalborg Kommunes magistrat foreslår, at der afsættes 1 mio. kroner om året til at forbedre den hvert år i de næste ti år.
- Komforten på den nuværende tribune lader meget tilbage at ønske. Der er næsten tale om østeuropæiske tilstande, for den er både svær at slå op og tage ned, og samtidig er den så vakkelvorn, at det ikke giver indtryk af god service, forklarer rådmand for sundhed og kultur Mads Duedahl (V).
Han understreger, at Gigantium i dag bliver brugt til så mange koncerter, konferencer og sportsarrangementer, at der er hårdt brug for bedre forhold. Også for at idræts- og kulturcentret fortsat kan udvikle sig. Selvom Gigantium blev bygget i 1999 købte man nemlig tribuneanlægget brugt, og det mærkes efterhånden på kvaliteten.
Håndboldklub skal betale
Et nyt tribuneanlæg vil koste omkring 20 mio. kroner, men magistraten beder kun byrådet om 10 - resten af finansieringen skal Aalborg Håndbold nemlig stå for. Og det skal dels ske ved en ekstrabetaling for at benytte anlægget på 250.000 kroner om året i de næste ti år samt et depositum på 7,5 mio. kroner.
- Men samtidig åbner vi så også op for, at de kan få lov at sælge stadion-navnet til en sponsor i forbindelse med deres kampe, forklarer Mads Duedahl.
På den måde bliver det forhåbentlig lidt lettere for håndboldklubben at rejse pengene, og rådmanden peger også på, at den ny tribune får plads til 5.000 tilskuere, så der bliver også flere pladser og billet-indtægter.
- Der er ingen tvivl om, at det er et nødvendigt løft. Gigantium er allerede vokset langt mere, end man oprindeligt forventede, og der skulle jo også gerne være plads til, at stedet fortsat kan udvikle sig, påpeger han.
Problemer med p-pladser
Gigantiums store vækst har også givet en række parkerings-problemer. Men dem arbejdes der - ifølge Mads Duedahl - allerede på at finde en løsning på, så det kommer ikke til at påvirke ønskerne til næste års budget.
- Der er ofte fyldt godt op på bænkerækkerne, når der er håndboldkamp. Og der er jo også masser af koncerter, arrangementer og lignende, som folk kommer kørende til langvejs fra, og de skulle gerne have en god oplevelse med hjem, tilføjer han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.