Varebilstyveri: Samme gerningsmænd kan være på spil
Natten til fredag har der været indbrud og tyveri i fem varebiler i Aabybro
Opdateret kl. 10:32
AABYBRO: Tyve har endnu engang været på spil i varebiler.
Natten til fredag er det gået ud over fem varebiler i Aabybro, hvor der blandt andet er blevet stjålet håndværktøj, lyslederkabel og lysspots.
Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Natten til torsdag blev også fem varebiler i Fjerritslev udsat for indbrud og tyveri, og Nordjyllands Politi mener, at samme gerningsmænd kan have været på spil i Aabybro.
Fremgangsmåden er nemlig den samme. Tyvene har dels knust ruder, men har også opbrudt låse til sidedøre og bagdøre ved udboring, skriver Nordjyllands Politi.
Nordjyllands Politi hører gerne fra folk, der har oplysninger om mistænkelige personer eller køretøjer, på telefonnummer 114.