VEB tilknytter landstræner

Vendsyssel Elite Badminton forstærker sig på trænersiden.

Rikke Olsen Siegemund er klar til endnu en sæson i VEB. Foto: Kim Dahl Hansen
Rikke Olsen Siegemund er klar til endnu en sæson i VEB. Foto: Kim Dahl Hansen

Vendsyssel Elite Badminton beholder alle spillere til den kommende sæson og forstærker sig desuden med Rikke Olsen Siegemund, der er assisterende landstræner, samt Maiken Falk Hoffmann. - Vi skal i gang med vores syvende sæson i Badmintonligaen, men det er første gang nogensinde, at vi undgår en større udskiftning i truppen, og det er virkelig en dejlig fornemmelse, siger VEB’s sportschef, Peter R. Jensen i en pressemeddelelse. Rikke Olsen Siegemund, der netop er fyldt 37 år, har tidligere med pæn succes spillet i VEB. Hun var i den forgangne sæson en af de mest vindende damedoublespillere i ligaen. 20-årige Maiken Falk Hoffmann er ligeledes doublespiller. Tilgangen af de to skal bl.a. ses i lyset af, at Lena Frier er gravid og først ventes tilbage på badmintonbanen midtvejs i sæsonen. Signal til de unge - Det er nødvendigt med en større bredde på pigesiden, og den får vi med tilgangen af Rikke og Maiken. Det er samtidig et signal til vores unge lokale spillere (Kristina Weesgaard, Rikke Axelsen og Emilie Juul Møller, red.) om, at de for alvor skal trække i arbejdstøjet, hvis de vil blive ved med at kæmpe om en af pladserne på ligaholdet, udtaler Peter R. Jensen. For mange er det en overraskelse, at Thomas Laybourn fortsætter i VEB. Han indstiller sin internationale karriere efter OL i London, som han satser på at blive udtaget til. - Vi har ikke fået det udbytte af Laybourn i denne sæson, som vi håbede på, men vi tror, at han kan blive en afgørende spiller for os i den kommende sæson, hvor kampene i Badmintonligaen vil blive prioriteret højest, siger Peter R. Jensen, der stadig er på udkig efter 1-2 nye herrespillere.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden