Vendsyssel er underdogs - men timingen er god
Søndagens superligakamp mod Brøndby falder på et umiddelbart perfekt tidspunkt
Opdateret 28. august 2018 kl. 09:31
FODBOLD: Brøndby er storfavoritter, når de søndag gæster nyoprykkerne Vendsyssel FF på Nord Energi Arena i Hjørring. Men for vendelboerne falder kampen på et godt tidspunkt.
Brøndby har fået en lidt skæv sæsonstart og har højst usædvanligt tabt tre kampe i træk. Først mod FC København og Esbjerg i Superligaen og siden mod Genk torsdag aften i Europa League-kvalifikationen.
- Man kan godt sige, at det er et perfekt tidspunkt at møde Brøndby på, selvom deres lidt hakkende start helt sikkert vil gøre, at Alexander Zorniger vil gøre alt for, at de er sat op til mødet med os. Men de har lavet en del udskiftninger i truppen og mistet markante spillere som Christian Nørgaard og Teemu Pukki, og man ved bare, at det tager tid at få de nye relationer på et hold på plads, siger Vendsyssel-direktør Mogens Krogh.
Samtidig må det give Vendsyssel en fysisk fordel, at de ikke - modsat Brøndby - har en europæisk midtugekamp i benene.
- Forhåbentlig er de lidt trætte efter den hårde kamp i Belgien torsdag og den tilhørende rejse. Det skal man da heller ikke underkende betydningen af, siger Mogens Krogh.
Det står dog klart, at Brøndby vil forsøge at tage højde for situationen ved at bringe en del nye spillere fra start.
- Vi kommer til at lave rokeringer i startopstillingen, så vi er friske, ikke blot i benene, men også i hovederne. Men uanset hvem, der starter inde, er vores styrke, når vi spiller som et hold. Det er ikke nok at tro på, at vi individuelt har kvaliteten til at vinde en kamp. Vi skal vise kvaliteten som hold, siger Alexander Zorniger til Brøndbys hjemmeside.
Der er kickoff kl. 16.00 søndag i Hjørring.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.