Vendsyssel FF

Vendsyssel-træner var tilfreds

Erik Rasmussen var glad for udbyttet af testkampen mod Vejle

Arkivfoto: Bent Bach
Arkivfoto: Bent Bach

Opdateret 10. maj 2022 kl. 16:49

FODBOLD: Det blev 0-0, da Vendsyssel FF søndag var på besøg hos Vejle til sommerens anden testkamp forud for sæsonen.

Over sommeren har vendelboerne mistet flere af profilerne, og set i det lys var udbyttet derfor tilfredsstillende for cheftræner Erik Rasmussen.

- Efter forudsætningerne var det en fin kamp. Vi har haft meget fokus på det defensive i starten, og jeg var tilfreds med den del. Selv om Vejle har mange gode individualister, skabte de vel kun tre-fire halve chancer, konstaterer Erik Rasmussen.

I Vendsyssels startopstilling var blandt andre de fire prøvespillere Jochem Jansen, Andreas Kaltoft, Benjamin Lund og Christian Offenberg.

- Jeg så flere gode ting fra dem alle fire. Der er helt sikkert nogle af dem, vi skal se mere til, men vi skal lige have snakket med spillerne først, siger Erik Rasmussen.

Lørdag solgte Vendsyssel FF midtbaneprofilen Simon Okosun til AC Horsens, og han fulgte dermed i fodsporene på spillere som Mads Greve, Søren Henriksen, Thomas Dalgaard og Tiago Leonco, der også har sagt farvel, og det betyder, at Vendsyssel FF de kommende uger får travlt på transfermarkedet.

- Vi skal ud og have fem spillere mere. Vi skal have en ekstra målmand, to midterforsvarere, en back og en central midtbanespiller, og vi vil gerne have holdet på plads inden første turneringskamp om tre uger, siger Erik Rasmussen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden