Så sker det: Nu er der fremvisning inden auktion
Flere forhold er ikke i orden, lyder det i salgsopstillingen.
Opdateret kl. 11:13
I dag, torsdag, er der fremvisning af Viegård Stutteri ved Skals inden tvangsauktionen senere på måneden.
Alle interesserede har på forhånd kunne tilmelde sig for derefter at få adgang til ejendommen, som har været genstand for stor debat siden sommeren 2023, hvor sagen om mulig vanrøgt af heste, nedgravede hestekadavre og senere en konkurs begyndte.
Nu er ejendommen på tvangsauktion, som foregår 19. april i Retten i Viborg.
Ifølge salgsopstillingen har ejendommen på Vievej 24 en kapacitet på op mod 220 heste fordelt på hestebokse og løsdrift.
Der er desuden 14 dyrkbare hektar til ejendommen foruden omkringliggende arealer fordelt på bygninger, ridebaner, luftefolde og marker med oplagring af "jord og andre effekter", som der står i salgsopstillingen.
Der medfølger hverken heste, driftsmateriel eller maskiner i handlen.
Desuden gør beskrivelsen opmærksom på, at "bygningerne trænger til renovering og vedligeholdelse", ligesom der også står, at "BBR-ejermeddelelsen ikke umiddelbart kan konstateres at være i overensstemmelse med de faktiske forhold på ejendommen".
En anden ting, kommende køber skal være opmærksom på, er, at kommunen ved miljøtilsyn på ejendommen har konstateret flere forhold, "der ikke lever op til miljøkravene, og som auktionskøber således må påregne at skulle bringe i orden", som der står.
Stutteriet kom i vælten i juli 2023, da en tidligere ansat på Viegård delte billeder på Facebook af en række afmagrede heste. Det betød, at flere dyreværnsorganisationer politianmeldte John Byrialsen, og der blev afholdt adskillige demonstrationer foran hans stutteri.
Senere på sommeren gravede myndighederne 50 forrådnede hestekadavre op af mulden på ejendommen, og efterfølgende kvitterede myndighederne med 35 sigtelser for overtrædelser af dyreværnsloven.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.