Overstyrmand jubler: Grundstødt færge klar til at sejle igen

Sleipner starter sejladsen på Hvalpsund-Sundsøre allerede tirsdag - måske er Mary også snart klar til at indsættes på ruten igen

Sleipner stødte på grund på tangen ud for Sundsøre. Nu er den endelig klar til at sejle på overfarten igen. Foto: Bo Lehm <i>Bo Lehm</i>

Sleipner stødte på grund på tangen ud for Sundsøre. Nu er den endelig klar til at sejle på overfarten igen. Foto: Bo Lehm Bo Lehm

HVALPSUND:Så er de igen klar til at sejle på Hvalpsund-Sundsøre overfarten. Det oplyser overstyrmand Lars Bach Jensen, der ikke kan skjule jublen i stemmen ovenpå nogle hårde uger for den uheldsramte færgeoverfart.

- Vores reservefærge Sleipner er lige blevet testsejlet for at sikre, at alt er som det skal være, inden vi igen tager passagerer med ombord. Og alt var ok, så vi sejler igen fra klokken 16.15 fra Sundsøre og følger derefter den normale sejlplan, fortæller Lars Bach Jensen.

Han tror, at der er mange pendlere, der har savnet færgen mellem Hvalpsund og Sundsøre.

- Der er trods alt et langt stykke vej nedenom fjorden, siger overstyrmanden.

Sleipner afløste den normale færge på ruten Mary, efter at en lastbil 26. oktober ved 06.30-tiden om morgenen kørte af Mary og landede i vandet ud for indsejlingen til Hvalpsund Færgehavn. Samtidig med, at lastbilen røg i vandet, skete der skader på Mary, der gjorde, at denne færge kom på værft i Thyborøn, hvor den har ligget siden.

Da færgeselskabet så satte reservefærgen Sleipner ind på ruten gik det hverken værre eller bedre end, at denne færge 4. november på første tur fra Sundsøre fik motorstop, ramte en sten med skruen og nærmest sidelæns drev på grund på tangen ud for Sundsøre.

På videoen herunder kan du se, da Sleipner slap fri af grunden:

Sleipner måtte herefter graves fri af grunden, men havde også taget så meget skade, at den måtte på værft, hvor den har været under reparation siden.

- Stenen havde beskadiget rorpropellen og vi måtte skille det hele ad og tage dele ud, som blev kørt til Esbjerg for at blive repareret. Her havde man ikke lige den del, der skulle skiftes, på lager, og derfor er der gået så forholdsvis lang tid, inden færgen har kunnet erklæres for sejlklar igen, forklarer Lars Bach Jensen.

Han er i øvrigt også optimistisk med hensyn til at få selskabets hovedfærge Mary tilbage på ruten i løbet af endog meget kort tid.

- Jeg håber og tror, at jeg skal til Thyborøn for at hente færgen allerede på torsdag, hvis alt går vel. Så kører jeg min bil ombord på færgen og sejler den til Sundsøre, og så kan Mary forhåbentlig indsættes på ruten allerede fra fredag. Det krydser vi i hvert fald fingre for, lyder det optimistisk fra overstyrmanden.

Også på værftet i Thyborøn har der været problemer med at skaffe lige de reservedele til selve den beskadigede rampe, der skulle til for, at Mary kunne blive sejlklar igen.

På videoen herunder kan du se, da man hævede lastbilen, som var kørt af færgen Mary

- Men nu skulle den være ved at være klar. Vi har valgt at få færgen bundsmurt og serviceret, når den nu alligevel var oppe af vandet og på værftet. Det var det billigste i længden, forklarer Lars Bach Jensen.

Han håber og tror, at færgeselskabet nu har været udsat for de uheld, som de skal i en lang tid fremover.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden