Til dagligt læser jeg til sygeplejerske, og jeg har arbejdet i hjemmeplejen i Vesthimmerlands Kommune siden 2019, og der opstået en ny tendens i, hvordan ydelser bliver visiteret hos nogle af borgerne. 

Af hensyn til min tavshedspligt, kan jeg ikke gå ind i konkrete eksempler, men som plejepersonale, har jeg flere gange skrevet til visitationen, at en borger ikke længere har behov for en bestemt ydelse. 

Dette er typisk i samråd med kollegaer, som har samme indtryk af, at borgeren er i stand til selv at kunne varetage en bestemt opgave, for eksempel at kunne smøre sin middagsmad efter ikke længere at have influenza. Dog forløber det sig ofte sådan, at nogle dage senere, kan man se, at borgeren stadig har ydelsen. 

Dykker man dybere ned i hvorfor, er det typisk fordi borgerens pårørende har ringet til visitationen og klaget. Nogle gange har pårørende en ide om, at deres mor eller far ikke selv kan vaske sig, og at hjemmeplejen skal hjælpe borgeren med at blive vasket. 

I nogle tilfælde kan man som plejepersonale stå og observere en person, som selv kan vaske sig, imens kan man stå og tænke på den næste borger, man skal hen til, som sidder i kørestol og igen i dag ikke er kommet op og fået sin morgenmedicin før klokken 11.

Borger uden pårørende

I den undervisning jeg modtager på sygeplejeuddannelsen, er en vigtig del af undervisningen rehabilitering. Borgeren skal efter omstændighederne kunne så meget som muligt selv. Desuden har Vesthimmerlands Kommune også selv lagt vægt på, at hjemmeplejen skal arbejde rehabiliterende og afslutte borgerne så vidt muligt.

Det giver god mening at have så stort et fokus på rehabilitering, for der bliver flere og flere ældre, og presset på ældreplejen bliver større, så det er kun dem, der rent faktisk har brug for hjælp, som skal have den. 

Det er naturligvis vigtigt at de pårørende bliver hørt, for de kender trods alt borgeren bedst, men jeg har kollegaer, som er begyndt at sukke opgivende, når de skal afslutte borgere for ”ydelsen kommer jo bare på igen, når datteren har ringet". 

Plejepersonalets faglighed bliver mere og mere tilsidesat, og en ting er, at personer som ikke har brug for hjælp tager tid og ressourcer for andre som har, en anden ting er, at der bliver skabt større ulighed. 

For hvad med dem, som ikke har påståelige pårørende? Min erfaring er, at disse mennesker, som i forvejen er mere udsatte grundet deres mindre sociale netværk, har meget svært ved at få den hjælp, som de har brug for. 

Man kan kun håbe at dette kun sker i Vesthimmerlands Kommune, og at den nye ældrelov kan mindske problemet, men det virker desværre til, at ”pårørende-visitering” bliver et stigende problem.