Toppolitikere ville ud af Stigsborg-aftale: Tilbød fodboldbaner i stedet
Henning G. Jensen og Henrik Thomsen lagde på møde i 2006 afstand til løfte til Henrik Calum ni måneder forinden. Borgmester foreslog arealbytte med del af baneanlæg som mulig løsning
Opdateret 22. december 2018 kl. 10:41
NØRRESUNDBY: Godt ni måneder efter, at daværende borgmester Henning G. Jensen (S) og teknisk rådmand Henrik Thomsen (SF) i 2005 underskrev en aftale om, at der ikke måtte bygges på Stigsborg Havnefront foran en grund ejet af Calum Ejendomsselskab A/S, lagde de to kommunale toppolitikere afstand til aftalen.
Det fremgår af et referat fra et møde holdt den 5. april 2006 skrevet af direktør Henrik Calum 19. april.
Ifølge referatet brugte Henrik Thomsen således ordet ”bondefangeri” og nævnte endvidere, at aftalen efter kommunens opfattelse var ugyldig.
Da ingen af mødets deltagere ønsker at udtale sig om sagen, har det ikke været muligt at afklare nærmere, hvad der lå i rådmandens udtalelser.
Til begge udtalelser har Calum skrevet ”protest”.
Henrik Thomsen refererede desuden kommunens jurister for, at aftalen også var ulovlig.
Borgmester Henning G. Jensens afstand til det aftalte fremgår af referatets indledning:
”Borgmesteren indledte med at konstatere, at han havde hørt, at vi nu havde købt ejendommen i fredags, og at der efter hans opfattelse nu forelå en helt anden situation. Dette blev ikke uddybet, men jeg (Henrik Calum, red.) går ud fra, at han mente, at situationen er anderledes, fordi vi kunne have ladet være med at udnytte vores køberet, nu hvor vi vidste, at kommunen havde andre planer for området”.
Omtalte ejendomskøb drejer sig formentlig om Calum Ejendomsselskabs A/S’ erhvervelse af det bagvedliggende areal, hvor Nørresundby Tømmerhandel tidligere drev forretning.
Sagen handler om en grund på Stigsborg Brygge lige ned til Limfjorden, som er ejet af udviklingsselskabet Stigsborg P/S, som er ejet af Aalborg Kommune, PFA og Enggaard A/S.
På arealet bag ved denne grund ligger et stykke jord, som ejendomsudvikler, Henrik Calum, ejer. Hans grund vil blive mindre attraktiv, hvis der bliver bygget foran den, og udsigten til fjorden bliver spærret.
Derfor ønskede Henrik Calum med en aftale med kommunens ledende politikere for 13 år siden at sikre sig, at der aldrig ville blive bygget på grunden.
På mødet den 27. juni 2005 blev daværende Aalborg-borgmester Henning G. Jensen (S), daværende rådmand for teknik og miljø Henrik Thomsen (SF) og Henrik Calum enige om en aftale, som de skrev ned i hånden på et stykke papir, og som borgmester og rådmand underskrev.
Aftalen gik ud på, at der ikke måtte bygges på Aalborg Kommunes grund, og at beplantningen max måtte blive tre meter høj.
I 2017 solgte Aalborg Kommune grunden, og de nye ejere vil - som led i udviklingen af Stigsborg-området - bygge på den.
Henrik Calum henholder sig nu til aftalen på papir og har stævnet Aalborg Kommune for at sikre, teksten på papiret overholdes.
Aalborg Kommunes advokat mener ikke, at aftalen er gyldig, da den ikke har været forelagt byrådet.
Omvendt mener Henrik Calums advokat, at aftalen er gyldig, da den er underskrevet.
Hvis Aalborg Kommune taber den kommende retssag, kan de to kommunale underskrivere forvente en civil retssag for det tab, sagen måtte koste kommunen.
Forslag: Boldbane i bytte
Ifølge referatet foreslog borgmesteren tilsyneladende et kompromis, hvor der laves park på den vestlige del af det omstridte areal og kontorbyggeri på den østlige.
I forslaget indgik et bytte af arealer, som involverer en del af Nørresundby Boldklubs baneanlæg. ”...som så kunne indrettes til boligformål nu”, hedder det i referatet.
Der blev henvist til, at baneanlægget er for stort. Ejendomsselskabet tilbød at betale for flytning af den overdækkede tribune.
Spurgt af borgmesteren, om han ville gå ind for et sådant forslag, svarede Henrik Thomsen: ”nølende ja”, hvorefter han ”blev bedt om at undersøge, hvordan magelægget kan lade sig gøre, og om kommunens teknikere kan se denne mulighed med erhverv og boliger i den østlige ende for sig”.
Referatet sluttede med en konstatering af, at ”efter hans (rådmandens, red.) mening var der forskel i værdien” og en meddelelse om, at nyt møde var berammet.
Både Henrik Thomsen og Henning G. Jensen afviser med henvisning til den forestående retssag at kommentere referatet.
Efter at være oplyst om dets indhold siger sidstnævnte, at han ikke ingen erindring har om det refererede møde.
- Det er 12 år siden, og jeg havde mange møder hver dag, siger han.
Heller ikke den tredje deltager i mødet har kommentarer til sagen.
- Det, synes jeg ikke, vil være rigtigt, så længe retten har sagen liggende på sit bord, siger Henrik Calum.
Intet referat hos kommunen
Christian Roslev, kommunaldirektør siden 2016, oplyser, at der ham bekendt ikke internt i kommunen findes et referat fra det pågældende møde.
- Vi er rimeligt sikre på, at der ikke gør, siger han og henviser til, at kommunens arkiver i forbindelse med salgsprocessen for Stigsborg-området blev ”trawlet” igennem for relevant indhold til det såkaldte datarum.
Digitale datarum etableres for at give interesserede investorer mulighed for på egen hånd at gennemgå, hvad der måtte være af dokumenter og anden information af betydning for en eventuel handel.
Umiddelbart efter, at Calum i maj 2017 gjorde opmærksom på aftalen fra 2005 blev datarummet derfor tilføjet information om sagen.
- Men nu får vi det lige kørt igennem igen for at se, om vi kan finde noget hos os selv, siger Roslev.
Du kan læse meget mere om sagen herunder:
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.
