Dagbog fra frontlinjen

Tinas sidste dagbog: - En følelse af noget uforløst

Det intensive pandemiafsnit på Aalborg Universitetshospital lukker. Derfor skal sygeplejersken Tina Hjortkær Nielsen tilbage til anæstesien i Farsø efter 11 meget følelsesladede uger. Læs syvende og sidste kapitel af "Tinas dagbog"

I dag har Tina Hjortkær Nielsen sidste arbejdsdag på den intensive afdeling for corona-patienter.

I dag har Tina Hjortkær Nielsen sidste arbejdsdag på den intensive afdeling for corona-patienter.

Øster Hornum, onsdag 13. maj, kl. 10.39:

I dag tager jeg på arbejde på intensiv afdeling P8 for allersidste gang.

Der har været ro på afdelingen i en længere periode, ingen nye patienter og mange ansatte på job i en afdeling, hvor vi skulle være klar med et vist beredskab.

I nogen tid har jeg tænkt, at dette ikke kunne vare ved, og vi har i personalegruppen afventet, hvad der skulle ske.

Hvem er Tina?

Tina Hjortkær Nielsen er gift med Stefan, og sammen har de 13-årige Caroline og Jonas på 11 år.

Familien bor i Øster Hornum - sammen med hunden Buffy.

Hun blev uddannet sygeplejerske i 2003 og har siden uddannet sig til anæstesisygeplejerske.

Arbejder p.t. på pandemi-afsnit P8 (hed tidligere P2, red.) på Aalborg Universitetshospital.

Er til daglig ansat på Farsø Sygehus.

Tina har i lighed med lægen Kasper Svendsen Juhl sagt ja til at lave dagbøger for NORDJYSKE for at give et indblik i, hvad det vil sige at være en del af pandemi-beredskabet.

Uforløste følelser

Svaret fik jeg i går på mail, inden jeg skulle i aftenvagt. Afdelingen lukker på fredag kl. 15.00.

En mail som på mange måder var dejlig at modtage, men samtidig vækker det også en følelse af noget uforløst. Lige nu står vi mere klar, end vi har været på noget tidspunkt - både fagligt og personalemæssigt - og med en afdeling, som i den grad er gearet til isolationspatienter.

Og så er det nu, det slutter.

Foto: Lars Pauli

Foto: Lars Pauli

I kørestol med mundbind på

Jeg forstår godt beslutningen. Vi har længe kun haft tre faste patienter, og den pleje og behandling vi lige nu yder, er snarere en form for rehabilitering end decideret behandling rettet mod corona og de symptomer, dette virus giver.

I afdelingen har der også den seneste tid været åbnet en smule mere for besøg af pårørende, og flere af patienterne har været ude og trække lidt frisk luft i vores lille atriumgård - i kørestol og med mundbind på.

Tina Hjortkær Nielsen foran den atriumgård, hvor patienterne har haft mulighed for at trække frisk luft. Privatfoto

Tina Hjortkær Nielsen foran den atriumgård, hvor patienterne har haft mulighed for at trække frisk luft. Privatfoto

Isoleret på Syd eller Nord

Efter et langt intensivt forløb tilkommer der ofte diverse følgelidelser, og det kan kræve et langt og sejt efterforløb at blive helt frisk igen.

Patienterne skal udtrappes af respiratoren - altså trække vejret uden støtte. De skal vænne sig til igen at komme ud af sengen og op at sidde i længere tid ad gangen.

Efter en periode med sondeernæring skal kroppen vænnes til igen at indtage mad og drikke gennem munden. Hoste- og synkerefleks skal trænes og kroppens muskler skal langsomt genopbygges. Dette er pleje og behandling, som kan varetages på et alment intensivt afsnit, og det er netop planen fremadrettet.

Fredag i løbet af formiddagen flyttes de sidste intensive patienter derfor ud af afdeling P8, hvorefter afdelingen lukker ned.

Skulle der blive behov for nye intensive pladser til corona-patienter, vil disse i fremtiden blive isoleret på almene intensive afsnit på enten Sygehus Syd eller Nord.

Tina Hjortkær Nielsen sammen med datteren Caroline i hjemmet i Øster Hornum. Foto: Lars Pauli

Tina Hjortkær Nielsen sammen med datteren Caroline i hjemmet i Øster Hornum. Foto: Lars Pauli

Kommer "hjem"

Derfor bliver mandag på mange måder en skæringsdato for mit vedkommende. Min datter starter igen i skole, og hun glæder sig, som var det hendes fødselsdag.

Jeg skal retur til anæstesien i Farsø, og den hverdag jeg sådan har savnet er pludselig indenfor rækkevidde. Min vagtplan kender jeg ikke, den bliver nu lavet om for tredje gang, men pludselig er det slet ikke så vigtigt.

Jeg glæder mig til at komme “hjem” igen til en afdeling, hvor alle kolleger igen er samlet.

Hårdt at vinke farvel

Dog bliver det også hårdt at vinke farvel til en afdeling, som jeg med tiden er kommet til at holde af, og en flok nye fantastiske kolleger, som jeg har oplevet både op- og nedture med gennem de sidste 11 uger.

Jeg har lært så utrolig meget både fagligt og om mig selv, og jeg troede aldrig, at jeg skulle komme til at sige det, men overordnet set har det været en fantastisk oplevelse at være med til. At steppe op i en periode, hvor det virkelig gjaldt.

Dagbøgerne er redigeret i fællesskab af journalisterne Emma Fjordbak, Caspar Birk og Lars Teilmann.

Kapitel 1: "Tinas dagbog: - Jeg kampsveder i mit udstyr"

Kapitel 2: "Tinas dagbog: - Svært at give den besked"

Kapitel 3: "Tinas dagbog: - Hvor længe vil pandemien vare?"

Kapitel 4: "Tinas dagbog: - Frygter at være smittet"

Kapitel 5: "Tinas dagbog: - Jeg kan ikke tale med patienterne"

Kapitel 6: "Tinas dagbog: - Vi er flyttet i "liebhaveri"

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.