44 vil være chef for Kulturmødet
Det ser ud til, at der mange kvalificerede imellem, siger Niels Otto Degn om ansøgerfeltet til ny direktør for Kulturmødet på Mors
MORS: - Der er ingen tvivl om, at det bliver et vanskeligt udvælgelsesarbejde.
Det siger Niels Otto Degn, chefkonsulent i Morsø Kommune og medlem af styregruppen for Kulturmødet på Mors, efter en første gennemgang af bunken med ansøgninger til den nye stilling som Kulturmødets direktør.
44 har lagt billet ind på jobbet inden fristens udløb torsdag. Den nye leder får titel af direktør, efter at Kulturmødet organisatorisk er lagt over i en selvejende institution. Man er derfor også på udkig efter en person med en anden profil end den hidtidige sekretariatsleder.
- Der bliver lagt mere ansvar over på vedkommende. Det skal være en person, der kan tegne forretningen og bidrage til at løfte den til nye højder, og som også kan være med til at rejse penge til Kulturmødet, fortæller Niels Otto Degn.
En tredje vigtig egenskab for den nye direktør er at han eller hun har et stort netværk i kulturlivet. Eller at vedkommende er i stand til at skabe et netværk.
- Det er jo ikke sikkert, vi kan få en som er lige stærk på alle områder. Men det ser ud til, at der er ganske mange kvalificerede imellem ansøgerne. Så jeg er fortrøstningsfuld, siger Niels Otto Degn.
Planen er at udvælge fire-fem ansøgere, som vil blive kaldt til samtale 24. oktober. Herefter håber man at kunne besætte stillingen fra årsskiftet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.