Anmelder giver én stjerne til Taffeltårnet: - Det kunne ikke blive meget værre
Det tegner ikke godt for Spritten, at dets første store byggeri er et skoleeksempel på ’copy paste’ arkitektur, mener Nordjyskes anmelder. Her gennemgår han tre argumenter, der for ham at se dumper bygningen
Det nye Taffeltårnet på Spritten (til højre) blev nyligt præmieret af Aalborg Kommune. Et helt forkert valg, mener Nordjyskes anmelder, der svært ved at se, hvordan nybyggeriet spiller op imod de gamle fredede bygninger. Foto: Lars Pauli Foto: Lars Pauli
AALBORG:Måske er du også en af dem, der mener, at der hører en ’Aalborg Taffel Akvavit’, også kendt som Rød Aalborg, til et godt frokostbord. Selv kan jeg ikke forestille mig noget bedre en råkold vinterdag end at komme hjem til et varmt hus, en sildemad, en øl og en snaps.
Måske er nydelsen også for dig blandet med en smule nostalgi, for vi ved det jo godt. Brændevinen laves ikke længere i Aalborg, men i Norge. På den måde minder snapsen, der bærer byens navn, os om det skifte, som byen gennemgår. Fra at være en af landets vigtigste industribyer til også at være en af landets fire vigtigste vidensbyer og - hvem ved - måske en dag også en af de fire vigtigste kulturbyer.
Spritfabrikken, hvor den oprindeligt blev fremstillet, var, da den blev grundlagt i 1881, et stykke enestående industriarkitektur. Stoltheden over virksomheden og de produkter, den fremstillede, lyser ud af de gamle fabriksbygninger, tegnet af arkitekt Cock-Clausen og opført 1929-31.
Foto: Lars Pauli Foto: Lars Pauli
I dag er en del af bygningerne fredet og erklæret for nationalt industriminde. Da Spritten blev grundlagt af blandt andet industrimanden C. F. Tietgen, repræsenterede den virkelyst, fremsynethed, teknisk dygtighed og en enestående visionær tankegang.
Vigtige ingredienser i det, der var og til dels stadig er en del af Aalborgs identitet og DNA, og der er noget smukt og rigtigt over, at byen vil bevare de gamle smukke industribygninger og indlemme dem i byen og gøre dem til en del af den udvikling, byen gennemgår. Planerne om at omdanne området til et blandet bolig- og kulturområde med kunsthal, mikrodestilleri, en gigantisk skulptur af Tomás Saraceno og måske et nyt teater, peger da også i den retning.
Det siger sig selv, at hvis man vil bevare noget, er det dumt at ødelægge det. Man må tage hensyn og sørge for, at der kommer en helhed ud af det, hvor både nyt og gammelt bidrager og indgår. Hvordan er man så kommet fra start?
En af de første nye bygninger, der er opført på området, er Taffeltårnet, der i år er blevet præmieret af Aalborg Kommune. Det gør det for ”en fin genfortolkning af Sprittens fredede bygninger, overført til et nutidigt formsprog”, lyder begrundelsen.
Jeg kan lige så godt røbe med det samme, at jeg er lodret uenig i denne præmiering, jeg finder den faktisk helt uforståelig. For ikke at det skal blive et spørgsmål om ”synsninger” og smag, kan vi jo diskutere det ud fra nogle af de ord og begreber, arkitekter plejer at udtale med stor alvor og mystisk stemmeføring, når man taler om tilpasning til en eksisterende sammenhæng eller kontekst, som arkitekter kalder det. Ord og begreber som - når det kommer til stykket - ikke er raketvidenskab.
Foto: Lars Pauli Foto: Lars Pauli
Galleri - Tryk og se alle billederne.
Helt forkert størrelse
Arkitekter taler ofte om skala. Man kan for eksempel måle et byggeris højde i meter. Et hus på seks etager vil typisk være cirka 18-20 meter højt. Er det højt eller lavt? Det er jo svært at sige. Det afhænger af sammenhængen. Derfor kan man også ’måle’, om en bygning er høj eller lav ved at sammenligne den med andre bygninger i nærheden. Bygger man et hus på fem etager i et parcelhuskvarter med én-etagers huse, er huset alt for højt i forhold til den øvrige bebyggelse, og arkitekter vil sige, at et fem etagers hus er ”ude af skala” med resten af bebyggelsen.
Bliver huset derimod opført i midtbyen tæt på Boulevarden, som for eksempel den præmierede Teatergården, vil arkitekter tale om, at huset er skalamæssigt tilpasset omgivelserne.
Kan man sige, at Taffeltårnet med sine 15 etager er tilpasset i skala til de fredede fabriksbygninger på spritgrunden? Nej - det vil næppe nogen kunne påstå.
Højdeforskellen mellem Taffeltårnet og de gamle fabriksbygninger er helt skæv – helt ude af skala, som arkitekter vil sige. Foto: Lars Pauli Foto: Lars Pauli
Mangel på stil-tilpasning
Så kan arkitekter også finde på at tale om hvorvidt et byggeri er ”typologisk” tilpasset, hvilket vil sige, om der er tale om en bygningstype, der passer ind i sammenhængen. Tager vi afsæt i Teatergården igen, er den bestemt ikke ”typologisk” tilpasset et parcelhuskvarter, hvor den dominerende bygningstype er det fritliggende parcelhus. Til gengæld er den super godt typologisk tilpasset den karré, den rent faktisk er bygget ind i. Lige som de øvrige bygninger i området støder den op til gavlene på nabohusene og har både en facade til gaden og en til en privat gård.
Vil man kunne sige, at Taffeltårnet er typologisk tilpasset den fredede bebyggelse på spritgrunden? Findes der andre tårnagtige kvadratiske bygninger? Nej, det gør der ikke – ikke noget der bare kommer i nærheden af.
Blæsten går bekendt ofte frisk over Limfjordens vande. Man må opfordre beboerne i de øvre etager til at tage de lette udendørs møbler ind fra altanerne, når det blæser op! Foto Lars Pauli Foto: Lars Pauli
Hvad så med selve facadeudtrykket da? Cock-Clausen’s facader på spritfabrikkens gamle fredede bygninger er bygget i røde tegl med markante lodrette indfatninger i gule tegl, der ofte går over flere etager, blandt andet omkring vinduerne. De murede gule indfatninger - og i flere tilfælde også det røde murværk, der støder op til dem - er enten trukket tilbage fra- eller skudt frem i forhold til selve facaden. På den måde er det ikke kun farveskiftet mellem gule og røde tegl, der på lang afstand er med til at skabe facadevirkningen, der opstår også en skyggevirkning. Selv på lang afstand er virkningen meget markant og med til at skabe fabriksbygningernes karakteristiske udtryk. De markante indfatninger har en lodret virkning, der giver bygningerne et nærmest monumentalt præg, der understreger, at her på fabrikken tager vi det, vi laver, alvorligt.
Er det så fulgt op i Taffelgårdens facader? Tja, også her er facaderne af røde tegl, og der er nogle vandrette gule murstensbånd trukket to centimeter tilbage fra facaden. Det bliver bygningen altså ikke tilpasset til omgivelserne af. På afstand ser man dem faktisk næsten ikke. De virker mere som et utilstrækkeligt figenblad, der skal forsøge at skjule bygningens i øvrigt dårligt tilpassede og ret voldsomme udtryk. Så på spørgsmålet om, hvorvidt Taffelgårdens facader forholder sig til de eksisterende fabriksbygninger, må svaret lyde: nej, ikke rigtig.
I det hele taget er Taffeltårnet ikke tilpasset til konteksten.
På Facaderne de gamle fabriksbygninger binder brede, lodrette gule murstensindfatninger etagerne sammen. Både gule og røde sten er trukket frem eller tilbage fra facaden for at skabe skyggevirkninger. Foto: Lars Pauli Foto: Lars Pauli
På Taffelgården er smalle vandrette bånd af gule sten trukket små to centimeter tilbage. Foto: Lars Pauli Foto: Lars Pauli
"Bedre end beton-hus"
Skal man så altid tilpasse sig konteksten? Nej, ikke nødvendigvis. Der er nogle bygninger, hvor det giver god mening, at de skiller sig ud fra mængden. Det er typisk bygninger, der rummer funktioner af almen interesse. Kirken ligner aldrig de andre huse i landsbyen. Og det giver også god mening, at offentlige bygninger som et rådhus, et stadium, et musikhus, et teater, et bibliotek, et kulturhus, en sportshal eller et museum skiller sig ud. Derimod giver det ikke meget mening, at bygninger, der rummer en funktion som boliger, gør det. Faktisk stiller det de arkitekter, der forhåbentligt skal tegne et nyt teater lige ved siden af, en vanskelig opgave, for hvordan skal teaterbygningen bære sig ad med at markere sig med Taffeltårnet som nabo?
Foto: Lars Pauli Foto: Lars Pauli
Til Nordjyske (16. 10. 21) giver stadsarkitekt Peder Balzer-Nielsen følgende begrundelse for præmieringen af Taffeltårnet:
”Den nemmeste måde at forstå, hvad der er særligt vellykket ved Taffeltårnet på Spritten, er at forestille sig, hvad der kunne have været opført i stedet. Skræmmescenariet havde været et betonhus, hvor man kunne se betonelementerne stablet ovenpå hinanden”.
Personligt synes jeg, at det er en besynderlig begrundelse at give for en præmiering, at det pågældende byggeri kunne have været værre. Om det er fordi, han har ændret mening, eller det er fordi, han føler sig tvunget til at forsvare det samlede præmieringsudvalgs afgørelse, er svært at vide. I hvert fald udtaler han i et interview til fagbladet ”Arkitekten” omkring fremtidsplanerne for Spritten (07. 2020):
”Jeg synes, at vi, ligesom mange andre steder i landet i vores nybyggede områder, ser det, vi kalder ’copy paste’ – arkitektur. Det er boligtårne, der er rimeligt kvadratiske, med flade tage, og når det går højt for sig, så har man måske en changering af teglstene i stueetagen og en afslutning øverst, der illuderer et tag.”
Blandt samtlige højhusbyggerier i Aalborg Kommune er det svært at finde et bedre eksempel på det, stadsarkitekten kalder ’copy paste’ arkitektur, end netop Taffeltårnet.
Spritten er et meget vigtigt område for Aalborg. Det er sørgeligt, at det på så mange måder er kommet skidt fra start. Dels var det her, sagerne omkring By- Landskabsforvaltningens såkaldt ”frivillige aftaler” med bygherrerne startede, dels har der været diverse kontroverser mellem de forskellige bygherrer på området. At det første byggeri, der er kommet op at stå på området, så viser sig at være af en så ringe arkitektonisk kvalitet, et skoleeksempel på ’copy paste’ arkitektur, tegner ikke godt.
Taffeltårnet kan få én stjerne, for - som stadsarkitekten har redegjort for - kunne man have forestillet sig noget, der var endnu værre. Så, Aalborg for pokker, tag dig sammen. Husk hvem du er. Den her mulighed må vi ikke tabe på gulvet. Få ”Spritten” bragt tilbage på sporet!
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.