Flere hundrede ledige vaccinetider
Det er især ældre, der skal have hjælp til at booke tid til vaccine, siger chef for test og vaccine i Region Nordjylland
Opdateret 26. februar 2021 kl. 16:06
Mange i Nordjylland ser formentlig frem til at få vaccinestikket mod coronavirus, så samfundet igen kan finde sine normale folder.
Men alligevel er der flere hundrede ledige vaccinetider flere steder i regionen. Det skriver Region Nordjylland på Facebook, der efterlyser borgere i vaccinemålgrupperne 2,3 og 5, som skal have første vaccinestik.
Her skriver regionen, at der blandt andet er 700 ledige tider fredag i Aalborg Kongres & Kultur Center, ligesom der er ledige tider i Hjørring 20. februar og i Aars 21. februar.
Det er dog en forventelig mangel på borgere, forklarer Jan Nybo, der er overlæge og chef for covid-19- test og vaccination i Region Nordjylland.
- Jeg tror, at det er kombinationen af, at borgerne i målgrupperne skal modtage en invitation i enten e-boks eller et fysisk brev, og så skal de have tid til at læse det og efterfølgende skal mange formentlig have hjælp af pårørende til at booke. Så det tager længere tid, siger han.
Overlægen opfordrer samtidig borgere til at hjælpe, hvis de har pårørende, som findes i de tre målgrupper.
Vaccine-grupperne, hvor der efterspørges borgere, fordeler sig således:
- Gruppe 2: Personer med alder på 65 år eller over, som modtager både personlig pleje og praktisk hjælp.
- Gruppe 3: Personer med alder på eller over 85 år.
- Gruppe 5: Udvalgte personer med tilstande og sygdomme, som medfører særligt øget risiko for alvorligt forløb ved COVID-19.
Få et overblik over alle målgrupperne for vaccination her.
Yngre vil kaste sig over vaccinationer
Det er dog ikke kun Region Nordjylland, der har udfordringer med at få besat alle bookingtider.
- Jeg tror, de andre regioner står med samme udfordringer. Målgruppe kræver ekstra indsatser for at få høj tilslutningsprocent, siger Jan Nybo og tilføjer, at det kræver et godt samarbejde regioner og kommuner imellem, hvis man skal få en høj tilslutningsprocent.
Sidst Region Nordjylland vaccinerede de ældre borgere, var der en tilslutningsprocent på 85. Det kalder Jan Nybo for tilfredsstillende. Men selvom han gerne vil have, at samtlige 100 % bliver vaccineret, mener han, at det er utopisk at tro.
Til gengæld er overlægen stærkt optimistisk, når det handler om at få yngre målgrupper til at booke tider til vaccine, når det bliver deres tur.
- Når nu vi når så langt, at det er de unge mennesker, der skal vaccineres, så farer de ind og booker. Men her skal borgerne i gruppe 2, 3 og 5 have hjælp til at booke, og nogle skal også have hjælp til transport. Det gør det lidt mere kompliceret, siger Jan Nybo.
For at få så mange som muligt til at booke tid til vaccine, er Region Nordjylland i tæt kontakt med de nordjyske kommuner.
De kommende dage vaccineres der disse steder:
Torsdag 18. februar:
Brønderslev: Brønderslev Hallen
Aalborg: Aalborg Kongres & Kultur Center
Brovst: Brovst Hallen
Fredag 19. februar:
Aalborg: Aalborg Kongres & Kultur Center
Nykøbing Mors: Nykøbinghallen
Hobro: Hobro Idræts Center
Lørdag 20. februar:
Aalborg: Aalborg Kongres & Kultur Center
Thisted: Munkehallen
Hjørring: Bagterphallen
Søndag 21. februar:
Frederikshavn: Arena Nord
Aars: Messecenter Vesthimmerland
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.