Aalborg

Alle dur til noget

Den NORDJYSKE Initiativpris gik til Rasmus Højen på vegne af den socialøkonomiske virksomhed Råd & Dåd i Attrup ved Brovst.

Rasmus Højen på vegne af den socialøkonomiske virksomhed Råd og Dåd modtog tirsdag aften Den NORDJYSKE Initiativpris på 100.000 kroner.  Foto: Martin Damgård
Rasmus Højen på vegne af den socialøkonomiske virksomhed Råd og Dåd modtog tirsdag aften Den NORDJYSKE Initiativpris på 100.000 kroner. Foto: Martin Damgård

Opdateret 17. maj 2022 kl. 10:27

AALBORG: - En stædig bevisførelse for, at alle dur til noget, og at de små samfund rummer levedygtige værdier og udviklingsmuligheder.

Sådan lød det, da Johannes Andersen på dommerkomiteens vegne skulle beskrive arbejde, der foregår i den socialøkonomiske virksomhed Råd & Dåd i Attrup ved Brovst. Virksomheden under Rasmus Højens ledelse skaber meningsfyldt arbejde til mennesker med særlige behov, og driver blandt andet et økologisk gartneri og en købmandsbutik i Bonderup.

Det arbejde betød tirsdag aften, at Rasmus Højen og Råd & Dåd blev den første modtager af Den NORDJYSKE Initiativpris, der udover æren består af 100.000 kroner.

Dommerkomiteen uddybede sit valg med at lægge vægt på, at der er tale om et initiativ, der overvinder alle fordomme om, hvem der dur til hvad, og hvor i landet ting kan lade sig gøre. Den socialøkonomiske virksomheds arbejde er således både til glæde for de ansatte, men også for landsbysamfundene, hvor der er skabt basis for at ældre kan blive boende længere i egen bolig og for at yngre familier kan få lyst til at bosætte sig som en del af et levende miljø, lød det videre fra dommerkomiteen.

- Jeg er meget stolt over det skulderklap, jeg har fået. Sådan en anerkendelse er noget, der giver lyst til at fortsætte det arbejde, vi har gang i, sagde Rasmus Højen lige efter at have modtaget prisen.

Rasmus Højen modtog prisen ved en prisfest tirsdag aften på NORDJYSKE Mediers hovedsæde i Aalborg, hvor det nordjyske lag af ildsjæle blev hyldet. Udover Rasmus Højen og Råd & Dåd var Anja Lovén og foreningen 9220 De Frivillige nomineret og fik hver 10.000 kroner.

Prisen uddeles af Aalborg Stiftstidendes Fond og NORDJYSKE Medier, og det er første gang, der sker.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden