Sundhed og sygdom ‑ Corona

Mange er smittet med corona på plejecenter i Brønderslev

Brønderslev Kommune har testet alle beboere og ansatte på plejecenter Valdemarsgade

Plejecenter Valdemarsgade i Brønderslev er et plejecenter for demente. Foto: Peter Broen

Plejecenter Valdemarsgade i Brønderslev er et plejecenter for demente. Foto: Peter Broen

Efter test af beboere og ansatte på plejecenter Valdemarsgade i Brønderslev, er der nu foreløbig konstateret 15 smittede, heraf seks beboere og ni ansatte.

27 af de 32 beboere er testet – heraf er seks positive bl.a. en terminal borger, der kort tid før sin død blev testet positiv for COVID-19. Borgeren døde på plejecentret.

Alle 45 ansatte er blevet testet. der er kommet svar fra 36, og heraf er ni testet positive.

- Det er væsentligt flere smittede end vi havde frygtet, men vi gør nu alt for inddæmme smitten, siger sundhedsdirektør i Brønderslev Kommune, Henrik Aarup

De borgere, der er testet positive, er nu isoleret på stuerne, mens det smittede personale er hjemme i karantæne.

Plejecenter Valdemarsgade er delt op i fire grupper. Smitten ved både borgere og medarbejdere er i gruppe 3 og 4. Plejecenterets medarbejdere vil derfor blive delt op, så der ingen kontakt er mellem grupperne. Udlån af medarbejdere vil også ophøre nu.

Flere af de raske medarbejdere har tilkendegivet, at de er klar til at arbejde over og annullere deres ferie, for at hjælpe til. Leder og medarbejdere har fokus på selv at kunne klare opgaven for at undgå at bruge vikarer i den kommende periode.

- Midt i den kritiske situation, er vi meget taknemlige for, at medarbejderne viser stor engagement i den her svære situation, siger Henrik Aarup

Kommunen er også i gang med at finde raske medarbejdere, som kan arbejde på plejecenteret i en længere periode, så de kan arbejde fast på Valdemarsgade. Igen for at minimere smitte.

- Vi har samtidig tilkaldt hygiejnesygeplejerske fra Region Nordjylland, som er ekspert i isolering af borgere samt hvordan vi undgår yderligere spredning. Han har haft møde med leder og personale i dag, fortæller Henrik Aarup.

Syndhedsdirektør i Brønderslev Kommune, Henrik Aarup. Foto: Brønderslev Kommune

Syndhedsdirektør i Brønderslev Kommune, Henrik Aarup. Foto: Brønderslev Kommune

Svært at holde beboere isolerede

Valdemarsgade er et demens-plejehjem, hvor det er en ekstra stor udfordring at holde de smittede beboere isolerede på deres stuer.

- Vi må jo ikke låse dem inde, så det kræver stor pædagogiske evner at forklare de demente beboere, at de skal blive på deres stuer. Men jeg tror på, at det vil lykkes for vores dygtige personale, siger Henrik Aarup.

Smitten på plejecentret blev første gang konstateret i lørdags, hvor en 75-årig mandlig beboer blev indlagt og testet positiv for coronavirus.

Har i været for sent ude med skærpede tiltag mod smitterisikoen?

- Selvfølgelig kommer man til at reflektere over det spørgsmål. Det var først i lørdag, at vi fik den første smittede, og før det var der ingen mistanke. Jeg mener, at vi har gjort det vi skulle i forhold til retningslinjerne fra Sundhedsstyrelsen, siger Henrik Aarup.

Der er ikke konstateret smitte på andre plejecentre i Brønderslev Kommune, og derfor vil ansatte og beboere på de andre centre heller ikke blive coronatestet.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.