Bunkers på vestkysten hamret i stykker
Bunkerbeton kan klare bomber, men ikke hydrauliske hamre
HANSTHOLM: De tyske bunkere på den jyske vestkyst kunne modstå bomber, og i de seneste årtier har de overlevet vind, regn, frost og bølgeslag. Men når en hydraulisk hammer slår løs på dem, må de give op.
En dags hamren forvandler en 500 tons bunker til en grusbunke og en dynge forvredet armeringsjern.
Nedbrydningsfirmaet Kingo Karlsen A/S, Silkeborg satte mandag deres tunge skyts ind mod 2. Verdenskrigs tyske efterladenskaber på den jyske vestkyst.
Inden nytår skal sporene være fjernet fra Vigsø Strand i nord til Blåvand i syd. Kingo Karlsen har entreprisen på 95 bunkere, mens konkurrenten Per Rasmussen Nedbrydning skal fjerne omkring 25.
Sej beton kan pulveriseres
- Tyskerne har altid været gode til at lave beton tilpasset formålet. Bunkerbeton er sej, og man kan ikke slå flager af den. Nedbrydningen er dog ikke så umulig, som man måske forestiller sig, selvom væggene er op til to meter tykke, forklarer Klavs Bo Kamp, Aalborg, afdelingsleder hos Kingo Karlsen.
Anvendes til vejfyld
Firmaet har fået lov at oplagre materialet på Kystdirektoratets oplagspladser. Her bliver materialet af betonknusere findelt til stabilgrus med kornstørrelse 0 - 32 mm, som skal bruges til velfyld.
De fleste af bunkerne ligger på land, men nogle ligger på op til et par meters vanddybde.