Busskandale fra Dana Cup havner på ministers bord
Transportordførere vil have stoppet, at farlige busser kører videre med børn
Opdateret 23. maj 2022 kl. 11:57
HJØRRING: Transportminister Ole Birk Olesen (LA) bliver nu inddraget i sagen om de mange busser, som er afsløret med alvorlige sikkerhedsfejl i forbindelse med den store fodboldturnering Dana Cup i Hjørring.
I den forløbne uge har Nordjyllands Politi flere dage i træk foretaget kontroller af de busser, der kører rundt med unge deltagere i den store fodboldturnering med omkring 20.000 deltagere.
Og flere dage i træk konstaterede politiet sikkerhedsfejl på busserne, blandt andet fejl ved bremserne. Det førte til, at en stribe busser blev indkaldt til syn, og at nogle af busserne fik klippet pladerne og ikke måtte køre videre
Minister til møde om problemer
Nu vil foreløbig to transportordførere i Folketinget have transportminister Ole Birk Olesen til at gribe ind efter de mange problemer med farlige busser ved Dana Cup.
Transportordfører Kim Christiansen fra Dansk Folkeparti vil tage sagen op på et møde med ministeren straks efter sommerferien.
Kim Christiansen er - som mange andre - rystet over, at så mange farlige busser kører rundt med børn og unge.
- Vi vil ikke have, at der bliver gået på kompromis med trafiksikkerheden. I værste fald kan det ende med, at unge mennesker bliver slået ihjel, siger han.
- Det er et guds under, at der ikke er sket ulykker i forbindelse med buskørslen ved Dana Cup, tilføjer han.
Kim Christiansen mener, at der skal ske opstramninger i forbindelsen med procedurerne ved syn af busser.
- Og så skal der være bøder, der gør ondt, hvis busserne ikke er i orden, mener Kim Christiansen.
DF: Kommuner har medansvar
Han mener, at kommunerne har et medansvar, hvis de kun går efter at få billigst mulige buskørsel med for eksempel skolebørn.
Hvis en vognmand igen og igen afsløres i at bruge busser, der ikke er i orden sikkerhedsmæssigt, skal det være muligt at fratage vognmandens tilladelse til erhvervsmæssig kørsel med busserne, understreger han.
Også Socialdemokratiets transportordfører Rasmus Prehn (S) vil have transportministeren til at gribe ind efter skandalesagerne med farlige busser ved Dana Cup i Hjørring.
- Vi skal have kulegravet det med synshallerne. Det kan undre, at busser, der er godkendt i synshaller, få timer efter dumper i politiets kontroller, siger Rasmus Prehn.
Han mener, at transportministeren må drøfte med branchen, om de selv kan etablere et kodeks, så "brodne kar" i branchen ekskluderes, hvis de overtræder det kodeks.
- Hvis ikke branchen selv gør noget for at forbedre situationen, så kan det være nødvendigt at øge antallet lovpligtige syn af busserne, mener han.
S: Hæv bødestørrelsen
Rasmus Prehn foreslår desuden, at bødestørrelsen skal hæves til vognmænd, der igen og igen afsløres i at sløse med bussikkerheden.
I yderste konsekvens skal gentagelser kunne medføre, at vognmanden fratages retten til at drive vognmandsforretning, mener han.
Nu vil Rasmus Prehn i første omgang se, om transportministeren selv kommer med et udspil. Ellers vil han bede om et møde med ministeren sammen med Folketingets andre transportordførere.
- Det har været alarmerende med så mange fejl ved busserne, der er brugt til at fragte unge rundt ved Dana Cup. Der må være en smertegrænse, hvor håndbremsen trækkes, siger Rasmus Prehn.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.