Myndigheder finder tegn på overnatning i sjællandske kiosker
Myndighederne har mistanke om sort økonomi i mange af de kontrollerede kiosker, der fik besøg i juni.
Under en aktion i midten af juni fandt myndighederne fejl, problemer og ulovligheder i 23 ud af 24 udvalgte kiosker på Sjælland.
Det oplyser Skatte- og Vækstministeriet i en pressemeddelelse.
Aktionen afslørede blandt andet ulovlige varer – heriblandt 380 ulovlige nikotinprodukter, 107 flasker spiritus og for gamle varer.
Kioskerne, der fik besøg, ligger fordelt i 11 sjællandske byer og er udvalgt efter kriterierne risiko og væsentlighed.
I tre af kioskerne blev der fundet tegn på, at personer boede ulovligt i baglokalerne.
Her fandt myndighederne blandt andet senge, tandbørster og personlige ejendele.
I en af kioskerne blev der fundet oplysninger om ulovlige udlån på cirka 700.000 kroner til spillekunder i en kiosk.
Aktionen afslørede også flere tilfælde af både mangelfuld hygiejne og farlige arbejdsforhold.
I meddelelsen oplyses det, at Skattestyrelsen vil følge op i 21 af de 24 kontrollerede kiosker på grund af mistanke om sort økonomi.
Her vil der blandt andet blive fulgt op på lovkrav om digital salgsregistrering, og i fire kiosker vil der blive foretaget "opfølgende regnskabskontrol".
Skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt (M) ser med stor alvor på fundene i kontrolaktionen.
- Det er jo fuldstændig grotesk, at snyd og svindel sker i så stort et omfang ude i kioskerne.
- Det er jo at spille hasard med danskernes sundhed, og så sætter det i øvrigt konkurrencevilkårene over styr for alle dem, som ikke snyder, udtaler Jakob Engel-Schmidt i meddelelsen.
Under kontrolaktionen deltog 76 medarbejdere fra flere styrelser og Arbejdstilsynet.
De kontrollerede kiosker ligger i Slagelse, Korsør, Næstved, Roskilde, Greve, Køge, Brøndby, Taastrup, Søborg, Hillerød og Lyngby.
RITZAU
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.