Efter ny dødsulykke: Stiger er stadig i dårlig stand

Sikkerheden blev kritiseret for tre år siden, og efter den seneste drukneulykke i Skagen Havn er flere redningsstiger fortsat i ringe stand. Havnedirektør mener, sikkerheden er i orden

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

SKAGEN:For tre uger siden druknede den 41-årige svejser Blazej Jan Leper i Skagen Havn.

Den polske familiefar, der har arbejdet i Skagen i flere år, faldt formentlig i vandet om natten, da han, ifølge vidner påvirket af spiritus, var på vej til sin indkvartering på havnen efter en tur i byen med sine kammerater.

Drukneulykken føjer sig til en i forvejen lang række på Skagen Havn.

En ulykke, som i 2010 kostede en 58-årig lokal tømrermester livet førte til kritik af sikkerheden på havnen.

NORDJYSKE dokumenterede dengang, at flere redningsstiger ikke bare var i en elendig forfatning, men også ubrugelige til redning, fordi de var placeret, så de ikke kunne nå ned i vandet.

Tre år senere er flere redningsstiger stadig i dårlig stand.

Ulykker i mørket

Havnedirektør Willy B. Hansen siger, at havnen foretager løbende udskiftning af stiger og holder øje med, om der er stiger, som er rustne eller er blevet trykket af skibe. De nye stiger er galvaniserede for at at kunne tåle påvirkningen fra havvandet.

Han har ikke tal for, hvor mange stiger der er udskiftet.

NORDJYSKE ville gerne have haft ham til at kommentere nye fotos af rustne, sammenkrøllede og uheldigt anbragte stiger bl. a. fra det havneafsnit, hvor Jan Lepers lig blev fundet.

Det ønskede havnedirektøren ikke.

Han fastholder, at sikkerhedsforholdene på Skagen Havn er på et forsvarligt stade.

En gennemgang af de drukneulykker i Skagen Havn, som har været omtalt i NORDJYSKE de senere år, viser, at det er mænd, der drukner. Ulykkerne sker typisk efter mørkets frembrud, hvor stigerne er svære at se fra vandet, og en nødstedt lige så svær at få øje på fra kajen.

Ingen krav til sikkerhed

- Der eksisterer ikke regelsæt for sikkerhed på danske havne, oplyser direktør Jesper Højenvang i Foreningen af Lystbådehavne i Danmark.

- I stedet har vi i samarbejde med Dansk Sejlunion, Codan og Børneulykkesfonden udarbejdet en række anbefalinger.

Blandt anbefalingerne er redningsstiger for hver 50 meter og udformet i stil med badestiger, så de når en meter under vandoverfladen og øverst ender i en bøjle, der gør det let at løfte kroppens tyngdepunkt helt op. Redningsstigerne mærkes med gult, selvlysende folie, så de er lette at se i mørke, og der skal være en vedligeholdelsesplan for alt sikkerhedsudstyr.

Havne, som opfylder anbefalingerne, kan opnå certificering som Sikker Havn. Den status har nogle få havne opnået. Men ikke Skagen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden