Erhverv

Milliardærfamilie forsøgte at gafle John Byrialsens gamle stutteri

Der var budkrig om Viegård Stutteri. Og begge bydere har en tæt relation til det konkursramte stutteri

Bevågenheden var enorm, da myndighederne sidste år gik i gang med at grave i mulden ved Viegård Stutteri. Det hele endte i en konkurs.
Bevågenheden var enorm, da myndighederne sidste år gik i gang med at grave i mulden ved Viegård Stutteri. Det hele endte i en konkurs. Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 13:29

Tilliden var væk, og tålmodigheden endegyldigt opbrugt, da en østjysk milliardærfamilie i oktober sidste år begærede det omstridte Viegård Stutteri konkurs.

Men familien er tilsyneladende ikke helt færdig med stutteriet.

Fredag formiddag i Skifteretten i Viborg var Viegård Stutteri på tvangsauktion, hvor hele herligheden blev solgt for 8,5 millioner kroner.

Køberen var den 74-årige ingeniør Georg Rosenkilde, der i mange år har kendt John Byrialsen, manden bag det konkursramte stutteri.

Men inden hammeren faldt, blev han budt op af netop den familie, som sidste år begærede stutteriet konkurs.

Stål for milliarder

Morten Kristoffer Larsen og hans familie, der står bag stålvirksomheden Euro Steel, var fredag, via deres advokat, de første til at række hånden i vejret og byde 6,6 millioner kroner. Det skriver TVMidtvest.

Cirka 10 minutter senere sluttede duellen med Georg Rosenkildes sidste bud på 8,51 millioner kroner. Et bud, som Euro Steel-familien ikke var villig til at overgå.

Viegård Stutteri ligger i Skals ved Viborg. Foto: Kortforsyningen

Morten Kristoffer Larsen og hans familie har en hel del penge i klemme i konkursboet efter Viegård Stutteri.

Af konkursbegæringen, som Nordjyske har fået aktindsigt i, fremgår det, at Viegård Stutteri og dets ejer i marts 2022 skyldte Euro Steel 17,3 millioner kroner.

Hjalp med at holde stutteriet kørende

På det tidspunkt valgte Euro Steel at sende gælden til inkasso, hvorefter gælden bare voksede og voksede.

Til sidst trykkede Euro Steel på aftrækkeren og begærede stutteriet konkurs.

Viegård Stutteri gik konkurs med en samlet gæld på 53 millioner kroner og en negativ egenkapital på 43 millioner kroner.

Forud var gået en lang årrække med store milliontab og et utal af påtaler og anmærkninger fra stutteriets revisor.

Når ejer John Byrialsen alligevel lykkedes med at holde driften af stutteriet kørende så længe, skyldes det blandt andet familien bag Euro Steel.

Familien, der er god for et milliardbeløb, havde nemlig i årevis købt og tinglyst pant i John Byrialsens ejendomme for store millionbeløb. Også midt i stormvejret af beskyldninger om vanrøgt og ulovlige nedgravninger af heste.

Dødskysset

Da stålfamilien til sidst sagde stop og gav stutteriet dødskysset, var det angiveligt familiens opfattelse, at de mange hundrede heste, som befandt sig på stutteriet, udgjorde et særdeles værdifuldt aktiv.

At nogle af hestene var op til flere millioner kroner værd.

Det viste sig ikke at være tilfældet.

Ifølge kuratorerne er aktiverne i konkursboet så få målt op mod de anmeldte krav, at kreditorerne – heriblandt familien Larsen – ikke kommer til at se en krone af deres penge.

Georg Rosenkilde har overtaget skødet til Vievej 24 i Skals – Viegård Stutteris adresse - gennem sit nyetablerede selskab Ben Hur ApS, hvis formål er at "drive stutteri, træning og handel med heste".

Viegård Stutteri består af syv ejendomme og cirka 14 hektar dyrkbart areal. Den offentlige ejendomsværdi er sat til lige over 6 millioner kroner.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden