Privatøkonomi

Pensionsfif kan sikre dig 72.000 kroner ekstra – men pas på

Det giver god mening at samle sine pensioner for at spare omkostninger, men to faldgruber skal man være opmærksom på

Med et nyt job kan der også følge en pensionsordning i et nyt selskab, og dermed kan man få pensioner flere steder.
Med et nyt job kan der også følge en pensionsordning i et nyt selskab, og dermed kan man få pensioner flere steder. Arkivfoto: Finn Frandsen/Politiken/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 15:44

NORDJYLLAND: Det boomende arbejdsmarked har i år fået rekordmange nordjyder til at skifte job, og er man blandt dem, er der særligt én ting, man skal være opmærksom på, hvad angår sin pension.

For med et nyt job kan der også følge en pensionsordning i et nyt selskab, og dermed kan man få pensioner flere steder. Det ser man blandt andet hos pensionsselskabet Sampension, hvor tre ud af fire kunder nu har mere end én pensionsordning.

Og det kan på længere sigt have store økonomiske konsekvenser at have pensioner i flere forskellige selskaber.

Beregninger fra Sampension viser, at hvis man for eksempel sparer 1.500 kroner i administrationsomkostninger om året ved at samle sine pensionsordninger som 25-årig, får man 72.000 kroner ekstra opsparing ved pensionering.

Er man 35 år, står der 51.000 kroner ekstra ved pensionering. Gevinsten ved at samle pensionerne som hhv. 45-årig og 55-årig er på 33.000 kroner og 17.000 kroner.

- Og særligt i den kommende tid skal mange være opmærksomme på pensionen, siger Anne-Louise Lindkvist, markeds- og kunderådgivningschef i Sampension.

To faldgruber

Forklaringen er, at august, som vi snart går ind i, er den måned på året, hvor klart flest danskere begynder i nyt job. Tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, som Sampension har analyseret, viser, at der i gennemsnit er over 20.000 flere danskere, der starter på et nyt arbejde i august, end i de øvrige måneder af året.

- Så begynder man på en ny arbejdsplads efter ferien, er der al mulighed grund til at give pensionen et eftersyn ved lejlighed, siger Anne-Louise Lindkvist.

Pensionstjek ved boligskifte og bryllup
  • Man kan også med fordel tjekke pensionsordningen, hvis man skifter bolig. 
  • Hvis man for eksempel flytter til en dyrere bolig, er der grund til at overveje, om forsikringsdækningerne skal hæves, så der er råd til at blive i boligen, hvis uheldet er ude. 
  • Og omvendt hvis man flytter til en billigere bolig, hvor man skal overveje, om der måske skal skrues lidt ned for forsikringerne, så der i stedet indbetales mere på pensionsopsparingen.
  • Er man blevet, eller skal man giftes i denne tid, bør man også kigge på forsikringerne i pensionsordningen og sikre sig, at man er godt dækket og for eksempel kan blive boende i boligen, hvis uheldet er ude, og den ene ægtefælle eksempelvis bliver alvorligt syg og ikke kan arbejde mere. 
  • Samtidig er det vigtigt at være opmærksom på, at ægteskab automatisk giver ægteparret fælleseje, men at arvereglerne ikke omfatter pensionsordningen og de tilhørende forsikringsdækninger. 
  • Og så bør man sikre sig, at der er styr på den eller de såkaldt begunstigede - altså at det er den eller de rigtige personer, der står til at få udbetalt pengene fra pensionsordningen, hvis man dør.

I 1. kvartal i år var jobomsætningen – et mål for, hvor mange der starter i nyt job – på cirka 23.300 i Region Nordjylland. Det er en stigning på 21 procent sammenholdt med samme periode i 2021 og det højeste niveau nogensinde.

Derfor er det potentielt tusindvis af nordjyder, som skal gøre sig overvejelser om at samle deres pension ét sted. Der er imidlertid et par faldgruber, som man skal undgå, skriver erhvervsmediet Finans.

Langt de fleste arbejdsmarkedspensioner har nemlig en forsikringsordning – typisk en gruppelivs,- arbejdsskade- og sundhedsforsikring – tilknyttet. De risikerer at falde bort, hvis man for eksempel flytter sine pensionspenge fra en arbejdsmarkedspension til en privat.

Derudover skal man være opmærksom på udbetalingstidspunktet. Har man pensioner, som er oprettet før 2018, kan udbetaling herfra påbegyndes flere år før, end hvad der er muligt med pensioner, der oprettes nu.

Derfor skal man undersøge, om man kan flytte disse rettigheder med sig over i den nye pensionsordning, hvis man får et nyt job og en ny pensionsordning, skriver Finans.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden