Fiskene spiser død hud
400 doktorfisk i 600 liter vand kan minimere hudskader

Galleri - Tryk og se alle billederne.
FREDERIKSHAVN:Det er noget af et akvarium, Peter Lyster har installeret i en afdeling i tilknytning til Loop på Hjørringvej. Afdelingen hedder Lysart med det akvarium, som rettere må betegnes et slags badekar. Her er 600 liter vand og 400 af de små såkaldte doktorfisk.
Fiskene hedder også kangalfisk eller garra rufa og har deres navn fra byen Kangal i Tyrkiet. Ved nogle varme kilder med en temperatur på cirka 35 grader er der ideelle betingelser for disse fisk.
I daglig tale her i landet kaldes de doktorfisk, fordi de spiser skæl fra menneskehud. Det har - udover at give en følelse af velvære - også en markant helbredende virkning på patienter med psoriasis og andre eksemproblemer.
Hudproblemer
Det særlige ved karret i Lysart er, at det er så stort, at man kan sidde nede i karret og dermed få ”behandlet” hele kroppen. Det kommer især psoriasispatienter til gode.
- Psoriasis kan ikke kureres, men hvis man jævnligt bader med fiskene i en 3-5 ugers periode, kan man forvente at være symptomfri i op til tre måneder, forklarer Peter Lyster.
Fiskene tåler ikke de binyrebarkhormonpræparater, som psoriasis-patienter oftest tager. Derfor skal man stoppe med medicin 3-4 dage før man indleder behandlingen i karret med doktorfisk.
- Fiskene foretrækker ”syg” hud, da det er nemmere at løsne og suge. Alle kan dog benytte karret. Fiskene peeler huden, der dermed bliver sundere og blødere, siger Peter Lyster, der lover at behandlingen er helt smertefri.
Man skal naturligvis tage brusebad, før man lader kroppen glide ned i fiske-karret. Lysart lægger vægt på hygiejne. To store filtre renser og filtrerer vandet for urenheder, ligesom et UV-filter dræber bakterierne. En tredjedel af vandet skiftes hver uge og ph-værdien kontrolleres dagligt.
Fredagsslik
- Doktorfiskene får også ”rigtig” fiskefoder. Menneske-skæl er som fredagsslik for dem, smiler Peter Lyster, der med egne øjne kan konstatere, at fiskene er vokset godt.
Loop er lidt af et sundhedsmekka. Her er selvfølgelig de maskiner, der sikrer 24 minutters effektiv bearbejdning af alle muskler. Udover Lysart tilbyder Peter Lyster, der er uddannet idrætsskadeterapeut, desuden massage og behandling med langbølger. Et lokale er lejet ud til firmaet Evigglad.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.