Flere skoler klarer frisag

Politikere i Frederikshavn har sent tirsdag aften lavet aftale - skoleeleverne bliver i Gærum, Voerså og Aalbæk

Gærum Skole bliver for 0.-6. klasse. Foto: Peter Broen

Gærum Skole bliver for 0.-6. klasse. Foto: Peter Broen

FREDERIKSHAVN:En række af de lukningstruede skoler i Frederikshavn Kommune ser alligevel ud til at blive reddet.

Sådan er i hvert fald resultatet af den aftale, som sent tirsdag aften er faldet på plads.

- SF, Venstre og Socialdemokraterne har indgået en aftale, fortæller Christina Lykke Eriksen (SF), der er formand for børne- og ungdomsudvalget i Frederikshavn Kommune.

Aftalen mellem de tre partier er indgået knap to uger efter, at forvaltningen præsenterede et sparekatalog, der i yderste konsekvens kunne koste livet for 18 daginstitutioner og fem folkeskoler (Jerup Skole, Gærum Skole, Aalbæk Skole, Elling Skole og Stensnæsskolen i Voerså, red.).

De tre partier holder onsdag klokken 15.00 et pressemøde på rådhuset i Frederikshavn for at fortælle om detaljerne i deres aftale - men i grove træk bliver det oplæg, der skal sendes i høring, som følger:

1. Aalbæk Skole bevares fra 0.-9. klasse.

2. I Jerup laves i stedet for skolen en aldersintegreret institution for 0-6 årige (om institutionen skal placeres på skolen er ifølge Christina Lykke Eriksen endnu usikkert).

3. På den nuværende Elling Skole skal ligeledes laves en aldersintegreret institution for 0-6 årige).

4. Gærum Skole bliver bevaret - dog kun for elever fra 0-6. klasse.

5. Stensnæsskolen i Voerså bevares ligeledes for elever fra 0.-6. klasse.

Et intensivt forløb

Christina Lykke Eriksen vil ikke umiddelbart komme med mange flere detaljer på nuværende tidspunkt.

- Det her er det, som vi kan fortælle i dag, og onsdag kommer der så flere detaljer.

Hun fortæller samtidig, at det har været et intensivt forhandlingsforløb - blandt andet derfor har de politiske nøglepersoner stort set været fraværende ved en række borgermøder i blandt andet Aalbæk, Gærum og Voerså i denne uge.

- Vi har brugt de her aftner på at have nogle seriøse møder - og derfor har vi ikke haft mulighed for at side ude ved de her møder.

Som man kan se af det ovenstående, så bliver ingen af de fem truede folkeskoler helt tømt for børn med det oplæg, der nu sendes i høring. Og det har været vigtigt for politikerne.

- Vi arbejder fortsat med detaljerne, så vi kan lave et bæredygtigt børneområde i kommunen, og det har på ingen måde været nemt det her. Men vi ved alle, at vi har en opgave foran os, og vi har nogle forudsætninger, som gør, at vi er nødt til at handle, fortæller Christina Lykke Eriksen.

Det store spørgsmål er dog stadig, om det med politikernes aftale lykkes at finde de 53 millioner kroner, som er krævet på budgettet for 2015.

- Der er ingen tvivl om, at vi skal hente pengene alligevel, selv om vi ikke følger kataloget fuldt ud.

Christina Lykke Eriksen tror dog på, at pengene bliver fundet.

- Vi tror på, at vi nok skal nå i hus. Næsten i hvert fald. Vi har her taget udgangspunkt i det oplæg, forvaltningen har lavet. Men vi er enige om, at de her oplandsbyer er vigtige for os og for vores kommune. Og derfor har vi arbejdet på at lave noget, der er bæredygtigt, siger hun.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.