Uddannelse

Efter 90 år på søen: Skoleskib indstiller sejladserne

Der mangler penge til at drive skibet, oplyser skibets nordjyske reder

Skoleskibet Danmark har i snart 100 år uddannet søfolk. Skibet har base i Frederikshavn, hvor den maritime uddannelsesinstitution Martec står for driften.
Skoleskibet Danmark har i snart 100 år uddannet søfolk. Skibet har base i Frederikshavn, hvor den maritime uddannelsesinstitution Martec står for driften. Arkivfoto: Claus Søndberg

Opdateret 29. november 2023 kl. 19:26

Efter 90 år på verdenshavene med fremtidens søfolk om bord ser det ud til, at skoleskibet Danmark bliver tvunget til kaj.

Det er i hvert fald meldingen fra den maritime uddannelsesinstitution Martec i Frederikshavn, der driver det statsejede skoleskib, som blev søsat i 1933.

Årsagen er, at de midler, der er afsat på finansloven for 2024, langt fra rækker til at drive statens eget skib og sende det ud på de sædvanlige to årlige togter.

Der er afsat 15 millioner kroner om året til driften af skoleskibet på finansloven, men ifølge Martec kræver det yderligere tre-fire millioner om året, hvis driften af skibet skal løbe rundt.

- Første gang, vi rejste problemstillingen, var i 2019, siger Martec-direktør Pia Ankerstjerne til Nordjyske.

Hun oplyser, at skoleskibet de senere år har kunnet gennemføre to årlige togter, fordi politikerne hvert år har givet en særbevilling på 10 millioner kroner ud over basisbevillingen på 15 millioner kroner.

Det er ikke sket på finansloven for 2024, ligesom politikerne ikke har været lydhøre overfor Martecs ønske om en øget basisbevilling.

Derfor har bestyrelsen for Martec tirsdag besluttet, at skoleskibet ikke kommer ud at sejle efter oktober 2024.

Det ærgrer Pia Ankerstjerne - ikke mindst fordi Danmarks andet store skoleskib, Georg Stage, har fået ni millioner kroner til et ekstra togt.

Skoleskibet Danmark
  • Skoleskibet Danmark er en 3-mastet fuldrigger i stål med 15 ræer, 1 mesan og 1 klyver/jagerbom. Bramråen og røjlråen er udarbejdet i træ, mens de øvrige ræer er lavet af stål. 
  • Skibets indretning består blandt andet af to banjedæk, hvor der bor 40 elever (piger og drenge blandet) på hver banje. Eleverne sover i hængekøjer, der pakkes væk hver morgen.
  • Herudover er der kamre og messe til besætningen, salon, kabys og stikkeri, kølerum, bibliotek, to baderum (et til piger og et til drenge), toiletter til elever og besætning, hospital, vaskerum, maskinrum, kontor, radiorum, henstuvninger samt flere rum til nødgenerator, kabler, olietøj, maling, rengøring med videre.
  • Skibet er 77 meter langt fra agterstævn til bovspryd, 10 meter bredt.
  • Skibet vejer 1700 ton, og der er knap 40 meter fra vandlinjen til toppen af den højeste mast.
  • Skibet fører 26 sejl, har et samlet sejlareal på 1700 m2 og i alt 8000 meter tovværk.
Martec

- Man skulle tro, de har glemt os, siger Pia Ankerstjerne.

Skoleskibet Danmark uddanner årligt - i kraft af to togter - 180 ubefarne skibsassistenter til det blå Danmark.

- Det ekstra togt har været enormt vigtigt for erhvervet, for der er sådan en stor efterspørgsel på skibsassistenter. Det er dem, der skal ud at passe vores vindmøller. De er vigtige for vores planer om grøn energi og mange, mange andre ting. Dansk erhverv skriger efter dem, men som det er nu, er der for få af dem. Og skoleskibene er vores eneste mulighed for overhovedet at få de unge til at kigge i søfartens retning, siger Pia Ankerstjerne.

Skoleskibet Danmark hører hjemme under uddannelses- og forskningsminister Christina Egelunds portefølje.

Til DR slår hun fast, at skoleskibet ikke er "glemt" i den nye finanslov - men at der i et budget er noget, der prioriteres, og andet, "som man så ikke finder plads til".

- Når det så er sagt, så forstår jeg godt ønsket fra Skoleskibet Danmark, siger hun til DR og forsikrer, at hun vil tage et ekstra blik ned i pengekassen for at se, om det er muligt at finde de midler, der skal til for at få skoleskibet Danmark fra kaj også i 2025.

 Indtil da betyder Martec-bestyrelsens beslutning, at togt 119, der er planlagt til lægge fra land i den sydspanske havneby Malaga i april næste år, bliver skoleskibets sidste.

Togtet bringer efter planen skibet til Azorerne og Irland, før skibets besætning på 15 og de 80 kadetter om bord anløber Skagen i starten af juni.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden