Coronavirus

Kommune aflyser alle arrangementer året ud

49 tilfælde af coronavirus i Frederikshavn Kommune - nu er hård beslutning blevet truffet

Borgmester i Frederikshavn Kommune, Birgit S. Hansen (S), har truffet en hård, men nødvendig beslutning. Foto: Henrik Bo

Borgmester i Frederikshavn Kommune, Birgit S. Hansen (S), har truffet en hård, men nødvendig beslutning. Foto: Henrik Bo

Tirsdag hen mod eftermiddagen blev der afholdt et krisestabsmøde i Frederikshavn Kommune. Her skulle en række parter, herunder borgmester Birgit S. Hansen (S) og fire kommunaldirektører, forholde sig til, hvordan og hvorledes, der skulle handles på den videre håndtering af den udbredte coronasmitte rundt om i kommunen.

En stor 40-års fødselsdagsfest blev lørdag 12. september afholdt i Skagen, hvilket vakte stor forargelse, men det kan umiddelbart ikke tydes ud fra tallene, siger borgmester i Frederikshavn Kommune, Birgit S. Hansen (S).

- Vi har en geografisk og aldersmæssig spredning, så vi kan ikke sige, hvilke grupper, det drejer sig om, siger borgmester, Birgit S. Hansen (S) til NORDJYSKE.

49 nye smittede den seneste uge

I alt er der konstateret 49 nye tilfælde af coronasmitte i Frederikshavn Kommune de seneste syv dage. Det viser tirsdagens tal fra Statens Serum Institut (SSI). De 49 nye smittede bringer det såkaldte incidenstal op på 82. Incidenstal er antal smittede pr. 100.000 indbyggere - i Frederikshavn Kommune er der 60.000 indbyggere, og derfor er incidenstallet højere end det konkrete antal smittede. Et incidenstal på 20 eller derover anses som bekymrende.

Styrelsen for Patientsikkerhed efterlyste en handleplan, hvor Frederikshavn Kommune kunne gå forrest på en række områder, og det har man så gjort nu.

Mødet endte ud i, at samtlige kommunale arrangementer aflyses frem til udgangen af året. Helt konkret frem til 31. december. I samme periode planlægges der heller ikke nye arrangementer.

- Vi har afholdt et krisestabsmøde, hvor det er blevet besluttet at aflyse kommunale arrangementer, mens vi heller ikke planlægger nye, siger borgmester, Birgit S. Hansen (S).

Et biblioteksbesøg er der dog stadig plads til, forsikrer borgmesteren.

- Man kan naturligvis stadig tage på kommunen for at få ordnet ting, og bibliotekerne er også fortsat åbne, men ikke-nødvendige aktiviteter er blevet skubbet eller aflyst, uddyber borgmesteren i Frederikshavn Kommune.

Fra lørdag 26. september blev forsamlingsforbuddet atter sænket til 50 personer fra 500 personer, men det er dog stadig tilladt at afholde eksempelvis kulturelle arrangementer med op til 500 tilskuere, hvor deltagerne sidder ned på en fast plads og har øjnene rettet mod det samme, det være sig for eksempel en scene eller et biograflærred.

Smittetallene i Nordjylland:

Frederikshavn går i sort


Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.