Kommunalpolitik

Viceborgmester om Læsø-sag: - Kommunaldirektøren har spillet kispus med administrationen

Kommunaldirektøren i Læsø Kommune, Peter Pietras, har i en stor del af 2021 boet i et ulovligt skur på øen, hvilket viceborgmesteren i kommunen, Tobias Birch Johansen (V), nu har kommenteret på

Viceborgmester i Læsø Kommune, Tobias Birch Johansen (V), har kommenteret sagen fra Læsø, der, ifølge ham, er særligt problematisk for kommunaldirektøren. Foto: Kirsten Østergaard
Viceborgmester i Læsø Kommune, Tobias Birch Johansen (V), har kommenteret sagen fra Læsø, der, ifølge ham, er særligt problematisk for kommunaldirektøren. Foto: Kirsten Østergaard

Opdateret 24. juni 2022 kl. 12:31

- Det er selvfølgelig en alvorlig sag, og det er noget, vi skal have drøftet i kommunalbestyrelsen.

Sådan siger viceborgmesteren i Læsø Kommune, Tobias Birch Johansen (V), om den uheldige sag, der især er problematisk for kommunaldirektør Peter Pietras.

- En af de vigtigste roller for en kommunaldirektør er at vejlede og rådgive en borgmester i hans gøren og laden, og det har han ikke haft mulighed for i den her situation. Han har simpelthen bragt sig ude af stand til at opfylde det embede i at rådgive og vejlede vores borgmester. Det synes jeg er rigtig ærgerligt, siger Tobias Birch Johansen (V).

Kommunaldirektøren i Læsø Kommune, Peter Pietras, har bragt sig i problemer på grund af et ulovligt skur på øen, der er blevet brugt til beboelse. Foto: Kirsten Østergaard

- Problematikken er, at vi har en kommunaldirektør, der egentlig bare har ageret som borger, og det har bragt andre i en klemt situation, heriblandt kommunalbestyrelsen.

Et af kritikpunkterne af håndteringen af denne her sag er, at det har lagt et stort pres på andre i den politiske og administrative del af kommunen.

- Det mest alvorlige i den her sag er, at man har spillet kispus med hele administrationen af kommunen ved at efterlade dem på perronen uden at forholde sig til, hvor hårdt det er for andre i administrationen og for vores politikere, siger viceborgmester i Læsø Kommune, Tobias Birch Johansen (V).

Borgmester i klemme

Borgmesteren i Læsø Kommune, Karsten Nielsen (V), har også været en del af denne sag, men ifølge viceborgmester Tobias Birch Johansen (V), er borgmesteren blevet klemt.

- Borgmesteren er kommet i klemme, fordi kommunaldirektøren har bragt sig i en situation, hvor han er part i en sag, og det vil jo sige, at han ikke selv kan deltage i sagsbehandlingen.

- Det er måske det mest alvorlige i den her sag, at man efterlader en borgmester til sig selv, siger Tobias Birch Johansen (V), der tydeligvis mener, at der er flere alvorlige konsekvenser af den her sag.

Karsten Nielsen (V), borgmester i Læsø Kommune, er indblandet i sagsbehandlingen af den prekære sag, men det er ikke givet, at det får konsekvenser for borgmesteren. Privatfoto.

- Det her er mest problematisk for kommunaldirektøren. En borgmester er kun forpligtet til at agere ud fra, hvad han mener, at han har mandat til af kommunalbestyrelsen, og det synes jeg, at Karsten har gjort langt hen ad vejen.

- Det kan godt være, at han ikke lige har informeret os om, at han har valgt at udsætte en politianmeldelse, men det er sådan set også det, siger viceborgmesteren om borgmester Karsten Nielsens rolle.

Hvad sker der nu?

I fredags blev der holdt et møde med borgmesteren, hvor der blev bedt om en redegørelse over forløbet, og i dag mandag er der endnu et møde, hvor der skal redegøres for, hvor langt de er nu, og hvad der skal gøres videre.

- Det er en rigtig ærgerlig situation, vi er blevet bragt i som kommunalbestyrelse, og den skal vi selvfølgelig have belyst til mindste detalje, så vi kan få hele den faglige og juridiske del af, hvad der er rigtigt og forkert her, siger viceborgmester i Læsø Kommune, Tobias Birch Johansen (V).

- Vi har principielt kun Nordjyskes udlægning af sagen lige nu.

Borgmester Karsten Nielsen (V) er spidskandidat for partiet til det kommende kommunalvalg for Venstre, men denne sag får ikke umiddelbart konsekvenser for hans kandidatur, mener viceborgmester Tobias Birch Johansen (V), der selv er tidligere borgmester, og derfor muligvis i nogle øjne ville være en afløser for den nuværende borgmester.

- Ud fra det kendskab, vi har nu, mener vi stadig, at Karsten er kompetent og velkommen i vores gruppe. På nuværende tidspunkt har han ikke som sådan gjort nogle alvorlige forseelser, der sætter ham ud af spillet, men vi skal forholde os til tingene.

- Det er oplagt, at nogle vil tænke den tanke, at jeg skal være spidskandidat, men der er vi ikke kommet til endnu. Det vigtigste er nu at tage hånd om de borgere, vi har på vores ø, og at vi får styr på den administrative del, og så må vi tænke i egne interesser senere, siger Tobias Birch Johansen (V).

Han vil ikke kommentere på, om dette får betydning for kommunaldirektørens ansættelsesforhold.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden