Efter tragiske drukneulykker: Nu advarer livredderne
Den kraftige blæst fortsætter, og det får nu TrygFondens kystlivreddere til at advare mod risikoen for revlehuller og stærk strøm. Få gode råd om, hvordan du skal reagere, hvis strømmen tager dig
Opdateret kl. 13:05
NORDJYLLAND: Kystlivredderne har haft flere hundrede aktioner ved badestrande langs vestkysten den seneste uge, og udenfor deres zoner har der været flere drukneulykker og livsfarlige situationer.
Da den kraftige sydvestenvind ser ud til at fortsætte, advarer livredderne nu mod badeforholdene - især ved vestkysten.
Netop vind fra sydvest øger risikoen for revlehuller - også kaldet hestehuller. Det er en fordybning i strandens revler, hvor der - under bestemte vind- og bølgeforhold - opstår en udadgående strøm, der fører vand tilbage fra stranden og ud i havet.
- Bliver man fanget i et revlehul og begynder at svømme mod strømmen for at komme ind mod land, kan det blive rigtig farligt, siger Anders Myrhøj, kystlivredningschef i TrygFonden Kystlivredning.
- Selv dygtige og erfarne svømmere kan drukne i udmattelse, hvis de går i panik og forsøger at kæmpe imod strømmen, siger han.
I Nordjylland har kystlivredderne alene den seneste uge haft to livreddende aktioner, 25 førstehjælpsaktioner, 100 forebyggende aktioner og næsten tusinde tilfælde, hvor livredderne har oplyst badende om, hvordan de skal forholde sig. Andre steder har der været tragiske drukneulykker ved vestkysten.
- Den seneste uge har kystlivredderne jaft travlt i Nordjylkland - se tallene for deres insdsatser ved de nordjyske badesteder:
- Blokhus: 0 livreddende aktioner, 2 førstehjælpsaktioner, 1 forebyggende aktion og 118 oplysende indsatser
- Løkken: 0 livreddende aktioner, 2 førstehjælpsaktioner, 23 forebyggende aktioner og 190 oplysende indsatser
- Tornby: 0 livreddende aktioner, 1 førstehjælpsaktion, 51 forebyggende aktioner og 182 oplysende indsatser
- Palmestranden: 0 livreddende aktioner, 15 førstehjælpsaktioner, 3 forebyggende aktioner og 42 oplysende indsatser
- Sønderstrand: 0 livreddende aktioner, 1 førstehjælpsaktion, 4 forebyggende aktioner og 113 oplysende indsatser
- Tversted: 0 livreddende aktioner, 3 førstehjælpsaktioner, 1 forebyggende aktion og 113 oplysende indsatser
- Nørre Vorupør: 2 livreddende aktioner, 1 førstehjælpsaktion, 17 forebyggende aktion og 134 oplysende indsatser
Anders Myrhøj giver nogle vigtige råd, du skal have i baghovedet, hvis du eller andre kommer i en farlig situation:
1. Kæmp ikke imod
Hvis du mærker, at strømmen tager fat i dig, skal du ikke kæmpe imod. I et revlehul vil du blive trukket ud fra stranden, men du bliver ikke trukket under vandet, da der ikke er en nedadgående strøm i et revlehul. Det bedste man kan gøre er, at bevare roen og lade sig føre ud med strømmen, til den er mindre stærk. Hvis du går i panik og bruger kræfter på at kæmpe mod strømmen, kan det blive farligt.
2. Svøm til siden
På et tidspunkt vil du mærke, at strømmen ikke længere er så kraftig. Så svømmer du til siden og roligt lidt langs med kysten, hvorefter du kan bruge bølgerne til at komme ind til stranden igen.
Der er revlehuller alle steder, hvor der er revler, de lyse sandstriber i vandet langs med kysten. Revlehuller har ofte en periode, hvor de er aktive - for eksempel med en udadgående strøm hver 20. minut. I pauserne kan et revlehul ved siden af være aktivt med en udadgående strøm.
3. Hvis andre bliver fanget
Ser man andre blive fanget i et revlehul, så kontakt en livredder, hvis der er mulighed for det, og ellers ring 1-1-2. Råb, at personen skal bevare roen og forsøge at svømme til siden, og kast gerne noget, der kan flyde, ud til den nødstedte.
Mange er selv druknet i et forsøg på at redde andre ud af et revlehul, så det er vigtigt, at man bevarer roen, tænker klart og ikke selv bringer sig i en farlig situation.
4. Det betyder livredder-flag
Selvom vandet ser tillokkende ud, kan badeforholdene være farlige. Det anbefales derfor altid at bade ved en strand, hvor der er livreddere udstationeret. Bad altid mellem de to rød-gule flag der viser, at livredderposten er åben. Livredderne sikrer, at badeforholdene i denne zone er forsvarlige, og får du alligevel brug for hjælp, så er livredderne klar til at træde til.
Et gult flag betyder, at du skal udvise særlig opmærksomhed ved badning. Det kan for eksempel skyldes bølger, strøm, fralandsvind eller brandmænd.
Rødt flag betyder, at livredderne fraråder badning, fordi vandforholdene er livsfarlige. Det kan for eksempel skyldes meget store bølger, meget kraftige strømforhold eller forurenet vand.
5. Undgå fralandsvind
Når du bader ved stranden, er det ikke kun revlehuller, du bør være opmærksom på. Også fralandsvind kan skabe farlige situationer - særligt hvis du tager et badedyr eller en luftmadras med i vandet - det frarådes i alle tilfælde ved Vesterhavet. Ved fralandsvind kan vandet tæt på kysten se roligt ud, men vinden vil stadig kunne blæse dig til havs.
Læs mere om, hvordan du sikrer dig på TrygFondens side, respektforvand.dk
****
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.