Gastronomisk eventyr er slut: Hypet restaurant lukker dørene permanent

I efteråret gik køkkenchefen ned med stress - nu vil Emilie Quist Kjærgaard søge nye udfordringer

Emilie Qvist Kjærgaard går på jagt efter nye udfordringer. <i>Privatfoto</i>

Emilie Qvist Kjærgaard går på jagt efter nye udfordringer. Privatfoto

HANSTHOLM:I to sæsoner har der blæst nye gastronomiske vinde på havnen i Hanstholm. Med frisk fisk på grillen, nyhøstede grøntsager fra lokale avlere og populære søndagsfrokoster bragede Restaurant Medvind ind på madscenen og høstede blandt andet fem ud af seks mulige gafler fra Nordjyskes anmelder.

Men nu har Medvind lukket sine døre permanent. Det oplyser køkkenchef og ejer Emilie Qvist Kjærgaard i en pressemeddelelse.

- Medvind var en vanvittig mulighed, som åbnede sig, da corona satte en stopper for min læreplads i New York og mine andre drømme. Jeg havde ikke troet, at jeg skulle åbne en restaurant som endnu ikke udlært kok. Men et impulsivt besøg i Hanstholm satte gang i en ny drøm for mig. En drøm, hvor jeg kunne lære, hvordan man åbner og driver en restaurant med så lokalt fokus på råvarer som overhovedet muligt. Det har vi vist, at vi kan, og min drøm er fuldført, siger Emilie Qvist Kjærgaard.

I efteråret 2022 sygemeldte Emilie Quist Kjærgaard sig med stress. Den permanente lukning af Medvind falder sammen med, at restaurantens forpagtningsaftale på lokalerne på havnen udløber.

Emilie Quist Kjærgaard skriver, at hun er fuld af taknemmelighed over den modtagelse, hun fik af havnen, fiskerne og byen, da den nye fiskerestaurant åbnede i maj 2021.

- At starte Medvind har lært mig uvurderligt meget, og det har givet mig mod på meget mere i fremtiden. Nu skal jeg opsøge endnu mere viden og lærdom, primært i udlandet, før jeg igen vil starte noget op, siger Emilie Qvist Kjærgaard, der lige nu færdiggør sin kokkeuddannelse på Hotel- og Restaurantskolen i København.

- Medvind var det perfekte sted på det perfekte tidspunkt, og jeg tror fortsat på, at der er brug for steder som Medvind, hvor marken, havet og naturen sætter menuen. Vi har vist, at det er socialt - og økonomisk bæredygtigt at have store gastronomiske ambitioner i Hanstholm, og at netværket på og omkring havnen giver uudtømmelige muligheder. Så jeg håber, at andre vil tage over efter os.

Der er også store roser til Medvind-projektet fra havnechef Søren Zohnesen.

- Emilie har med Medvind skabt en fantastisk platform for ikke alene unikke restaurantoplevelser, men også læring om fiskeriet, havnen og hele Thy. Det har skabt rigtig meget omtale og en unik branding af fisk som fødevare og Hanstholm Havns status på markedet for konsumfisk, siger Søren Zohnesen og fortsætter:

- Vi vil prøve og se på, hvordan vi kan videreføre samme værdifulde fokus på fisk og lokale råvarer, som Medvind har kickstartet – og gerne udbrede kendskabet til den lokale fiskeindustri igennem sparring, samarbejde og udvikling.

Emilie Quist Kjærgaard og kæresten Simon tager afsked med havnen, og derefter venter det store udland, oplyser hun i pressemeddelelsen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.