Fødevarer

Her prædiker sundhedsapostle forgæves

Fontænen serverer grillmad fra før, verden gik af lave

Kent Aabo Sørensen langer hver dag mange hot dogs over disken.Foto: Torben Hansen
Kent Aabo Sørensen langer hver dag mange hot dogs over disken.Foto: Torben Hansen Foto: Torben Hansen

AALBORG: Fontænen er et friturelugtende refugium for alle, der elsker dansk grillmad, fra før nymodens påfund som pizzabagerier og burgerbarer tog magten over bybilledet.

Menukortet er omfattende med op imod 40 retter, men groft brød og salat er ikke en del af Fontænens kulinariske tiltrækningskraft. Fælles for næsten alle retter er frituregryden.

- Da jeg startede her nede, satsede jeg også på fuldkornsbrød og salat, men dem solgte vi kun tre om året af. Kunderne vil have traditionel grillmad til en rimelig pris og jo mere usund jo bedre, fortæller Kent Aabo Sørensen, der har drevet Fontænen siden 2009.

Nu er det ferietid og dermed stilletid på Fontænen, men på en almindelig hverdag uden for feriesæson er der omkring 100 mand, der lægger vejen forbi grillbaren for at få en ristet pølse eller en bøfsandwich, som er grillbarens to slagnumre.

Kommer helt fra Aalborg Øst

- Langt de fleste kunder er mænd, og de består for det meste af skoleelever på vej til og fra busterminalen og af håndværkere.

Mange af kunderne er stamkunder, og de behøver ikke åbne deres mund, før yndlingsretten er på vej.

- De skal altid have det samme, siger Kent.

Blandt stamkunderne er en gruppe ældre, enlige mænd, der spiser deres aftensmad på Fontænen hver dag året rundt.

- Et par stykker af dem tager bussen fra Aalborg øst, hvor de bor, og helt herind for at spise til aften, fortæller Kent.

Det er vigtigt, at Fontænens priser er i bund, men Kent vil ikke genoptage den store nordjyske hotdogkrig, hvor Fontænen engang lå i skarp priskrig med en konkurrent på Thistedvej i Nørresundby om at servere hotdogs til fem kroner stykket.

- Vi skal være billige, men jeg skal selv kunne lide at spise det, vi sælger, og da jeg tog over, blev der solgt nogle polske pølser, som ikke var gode. I dag bliver vores pølser produceret hos Tulip i Svenstrup, siger Kent.

Fontænens ry er blevet så stort, at gavekort til grillbaren er blevet en populær fødselsdagsgave.

- Jeg har lige solgt tre gavekort lydende på en hotdog og en kakaomælk.

Julefrokost på Fontænen

Blandt Fontænens kunder er tidligere fodboldspiller og nuværende DR-vært Peter Møller.

- Han holdt julefrokost herinde i december sammen med nogle venner, der var blevet trætte af det finere danske køkken, husker Kent.

Han frygter ikke, at det skal gå for Fontænen, som det er gået for de danske pølsevogne, som er faldet voldsomt i antal.

- Jeg vil ikke sige noget ondt om pølsevognene, men deres priser er jo røget en del i vejret, mener han.

Man siger, at bagere ikke spiser bagværk, men samme mekanisme har ikke ramt ejeren af Fontænen.

- Jeg er specielt en hund efter burgere, siger Kent.

Indtægten fra Fontænen er god, men arbejdsugen er også lang.

- Jeg er på arbejde mange dage i træk og har ingen ansatte, men nogle gange afløser min kone mig.

Og hvad angår lugten af friture, så er den ikke noget problem.

- Det er lang tid siden, at jeg lagde mærke til den, konstaterer Kent Aabo Sørensen.

Fontænen, Prinsensgade 42, Aalborg, har åbent hver dag fra klokken 11.30 til 21, dog lukker grillbaren klokken 20 her i ferietiden.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden