Kendt nordjysk spisested lukker

Efter snart 20 år er det slut for anerkendt restaurant

Gennem snart 20 år har den fine mad og den hyggelige kro tiltrukket spisende gæster. Men snart er det slut. <i>Arkivfoto: Laura Guldhammer</i>

Gennem snart 20 år har den fine mad og den hyggelige kro tiltrukket spisende gæster. Men snart er det slut. Arkivfoto: Laura Guldhammer

VENDSYSSEL:Efter næsten 20 år med gourmetoplevelser til både lokale og turister er én af Vendsyssels mest anerkendte restauranter på vej til at servere de sidste lækre kreationer for gæsterne.

Med udgangen af september lukker nemlig restauranten på Løkkens Vejkro - og derefter vil stedet frem til og med årsskiftet kun være åbent for selskaber. Beslutningen meddeler Løkkens Vejkro på sin egen hjemmeside.

Løkkens Vejkro har siden 2003 været ejet af parret Inger Marie og Brian Skøttrup. Hun er uddannet kok og har gennem alle årene været kroens køkkenchef - mens han er tjeneruddannet og har haft ansvaret for selve restauranten.

Men i et stykke tid har kroen nu været til salg.

- Det er fordi, at vi simpelthen har lyst til at prøve noget andet. Vi vil også gerne prøve at holde lidt fri i weekenderne, forklarer Inger Marie Skøttrup om baggrunden for ønsket om at sælge.

Foreløbig har der dog ikke været konkret interesse for at overtage den populære landevejskro. Og det har altså nu udløst beslutningen om at lukke restauranten.

- Nu trækker vi en streg i sandet. Og egentlig er det jo noget, vi har glædet os til. Så det er ikke med sorg i sindet, at vi gør det, forklarer Inger Marie Skøttrup.

Hvis man skal nå at spise i restauranten en sidste gang, inden der lukkes ned, så skal man være hurtig. En stor del af de sidste åbningsdage er allerede totalt udsolgte.

Om Løkkens Vejkro

  • Løkkens Vejkro ligger på Løkkensvej 736 i Sdr. Rubjerg mellem Hjørring og Løkken. 
  • Den blev i 2003 overtaget af Inger Marie og Brian Skøttrup. Inger Marie er uddannet kok og har i alle årene været kroens køkkenchef. Den tjeneruddannede Brian har haft ansvaret for selve restauranten - hvor han blandt andet har kunnet dele sin store passion for vin med gæsterne.
  • Løkkens Vejkro blev i 2012 gennemrenoveret med tilskud fra LAG-Vendsyssel. Renoveringen resulterede i "Årets Forskønnelsespris", som hvert år uddeles af Nordjyske Banks Løkken-filial.
  • I 2014 blev Løkkens Vejkro præmieret med "Årets avec- og vinkort" i Den Danske Spiseguide.
  • I slutningen af 2021 blev Løkkens Vejkro sat til salg - det skyldes, at Inger Marie og Brian Strandli Skøttrup nu gerne vil noget andet med deres liv.
  • Kroen er endnu ikke solgt, men her ved udgangen af september 2022 bliver der lukket ned for spisende gæster i restauranten. Frem til nytår vil der dog stadigvæk været åbent for selskaber i kroens lokaler, men hvis ikke kroen sælges, lukkes den helt ned 31. december 2022.

Løkkens Vejkro har været særdeles brugt af vendelboerne - og lægger eksempelvis gennem året lokaler til en del selskaber. <i>Arkivfoto: Bente Poder</i>

Løkkens Vejkro har været særdeles brugt af vendelboerne - og lægger eksempelvis gennem året lokaler til en del selskaber. Arkivfoto: Bente Poder

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden