Stiftere bag ny attraktion tør drømme stort og sige det højt

Endnu inden åbningen er stifterne bag Fun Art Blokhus klar med initiativer, der skal indfri ambitionen om at skabe Europas største kunstfestival

Det er Henning, Pernille og Vibeke Jensen, der skal drive den nye forlystelse, som Jens Boelskifte (til venstre) har stiftet sammen med Kim Godiksen. <i>Foto: Martin Damgård</i>

Det er Henning, Pernille og Vibeke Jensen, der skal drive den nye forlystelse, som Jens Boelskifte (til venstre) har stiftet sammen med Kim Godiksen. Foto: Martin Damgård

HUNE:- Her bliver der café, her kommer der toiletter, og her skal køkkenet være, lyder det energisk fra Jens Boelskifte, da han viser rundt i den tidligere staldbygning på ejendommen "Østergaard".

Den gamle landejendom er nu forandret til en forlystelsespark og i øjeblikket har håndværkere travlt med at gøre klar til åbningen. Der skal blandt andet lægges 9.000 kvadratmeter fliser. <i>Foto: Martin Damgård</i>

Den gamle landejendom er nu forandret til en forlystelsespark og i øjeblikket har håndværkere travlt med at gøre klar til åbningen. Der skal blandt andet lægges 9.000 kvadratmeter fliser. Foto: Martin Damgård

Sammen med Kim Godiksen fra Brovst købte han sidste år ejendommen og knap 10 hektar land i udkanten af Hune, og der er sket meget siden overtagelsen. Den tidligere knoldede græsmark er nu forvandlet til en 18-hullers fodboldgolfbane, 9 hullers discgolfbane, 12 hullers krolfbane og en 18-hullers minigolfbane, hvor man undervejs blandt andet kan opleve en stork i sin rede, den velkendte hvide bro over Ryaa, Eiffeltårnet, en fiskekutter fra Hvide Sande, sømærket etc.  

Jens Boelskifte er forhenværende sparekassedirektør og pt. direktør for Tub-Ex i Tårs, mens Kim Godiksen ejer materieludlejningsvirksomheden Godik i Brovst. Nu har de to herrer så kastet sig over forlystelsesbranchen.

- Vi er begge entreprenører, og vi kunne se mange muligheder på arealet, og det har været utrolig spændende at være med til at udvikle projektet, som efter min mening bliver et stort aktiv for området, fortæller Jens Boelskifte.

"Fun-delen" dækker over de føromtalte baner, mens "Art-delen" indeholder en keramikcafé, hvor gæster i alle aldre kan prøve kræfter med at male på krus, vaser, tallerkner osv. Men projektet rækker videre i forhold til kunstdelen.

- Vi har netop indgået en aftale med to dygtige street art-kunstnere fra Aarhus. De kommer til at stå for udsmykningen af gavlene, som alle vil få et maritimt præg. Vi er på en gang både stolte og ydmyge over, at det er lykkedes os at få Peter Birk og Hans Krull til at markere starten på vores Art Park, som vi har ambitioner om skal danne rammen om Europas største kunstfestival, siger Jens Boelskifte.

- Med hele kunstdelen vil Fun Art Blokhus have en bred appel og tilbyde aktiviteter til gæster i alle aldre, og vi forventer derfor et årligt besøgstal på mellem 30-40.000 gæster. På sigt er vores ambition at blive den tredjestørste attraktion i Jammerbugt Kommune efter henholdsvis Fårup Sommerland og Skulpturparken Blokhus, siger Jens Boelskifte, der glæder sig over, at lokalområdet har taget godt imod projektet.

- Nogle gange er Janteloven fremherskende heroppe, men jeg må sige, at vi udelukkende har modtaget positive tilkendegivelser i forhold til projektet.

Far, mor og datter bag driften

Til at drive stedet er der indgået en forpagtningsaftale med familien Jensen - et stærkt trekløver alias ægteparret Henning og Vibeke og datteren, Pernille. Henning Jensen har i samarbejde med sin søn, Kasper, udtænkt og etableret golfbanen, som nu altså står klar til at blive taget i brug. Kasper Jensen er greenkeeper på golfbanen i Hals men har været en uvurderlig hjælp i tilblivelsen af den nye bane.

- Vi startede på en bar mark og med at slå græs, og efterfølgende har vi, sammen med en tømrer, stået for alt lige fra design af banen til selve støbearbejdet, siger Henning Jensen med et smil.

Selv om hans nordjyske opdrag ikke tillader ham at tage store ord i sin mund, forstår man, at han er tilfreds med det færdige resultat.

- Banen er blevet, som vi havde forventet, konstaterer han med nordjysk lune.

En del kender formentlig Vibeke Jensen som den smilende og servicemindede klinikassistent hos Tandlægerne i Pandrup. 30. juni forlader hun sit job med faste arbejdstider og weekendfri til fordel for jobbet som selvstændig og med gemal og datter som nærmeste arbejdskollegaer. En beslutning der synes modig men som helt uundgåeligt indgyder respekt.

- Jeg er og har altid været glad for mit job som klinikassistent, men jeg syntes, at den her mulighed var så spændende, at jeg ikke kunne sige nej. Jeg glæder mig til, at vi skal arbejde sammen som familie og til at tage imod en masse glade og forventningsfulde gæster, siger Vibeke Jensen, der tidligere har drevet golfcaféen på Blokhus Klit Golf.

- Det er ikke uvant for os som familie at arbejde sammen. Da jeg drev golfcaféen, var Henning greenkeeper og Pernille hjalp mig, siger Vibeke Jensen, der helt fra barnsben har været vant til servicebranchen.

- Mine forældre drev blandt andet Pandrup Kro, og det var naturligt for mig at tage del i arbejdet. Nu har vi så aftalt, at min mor kommer og hjælper mig af og til med blomsteranretning og andre gøremål, fortæller Vibeke Jensen med smil i stemmen.

På Fun Art Blokhus bliver Henning Jensen ansvarlig for de udendørs aktiviteter, mens Vibeke Jensen får ansvaret for keramikdelen, og Pernille Jensen bliver primus motor på caféen.

- Jeg har altid haft en drøm om at blive selvstændig, og den drøm går i opfyldelse nu. Jeg ved godt, at vi kommer til at arbejde hårdt, men for os er det en livsstil, og vi er sammen om det og kan hjælpe hinanden, siger Pernille Jensen, der er uddannet hos Kaas Slagter og Madbutik.

Overnatning i trætoppene

Parkens officielle åbning er 23. juni, men selve caféområdet bliver formentlig først færdig i løbet af sommeren. Indtil da foregår madlavningen i en serveringsvogn, og det er ganske vist ikke optimale forhold,  men der skal mere til at slå familien Jensen ud af kurs.

I den gamle staldbygning indrettes der cafe, og der er endnu et stykke vej, før den bliver klar men målet er at være færdig i løbet af sommeren. <i>Foto: Martin Damgård</i>

I den gamle staldbygning indrettes der cafe, og der er endnu et stykke vej, før den bliver klar men målet er at være færdig i løbet af sommeren. Foto: Martin Damgård

- Lige nu glæder vi os helt vildt til, at det hele står færdigt, og vi kan byde velkommen til forhåbentlig mange gæster, som har lyst til at komme ind og spise, tage en runde på banerne eller blot gøre holdt og nyde kunsten, lyder det forventningsfuldt fra mor og datter, der endvidere har planer om at afholde en række events i vinterhalvåret.

Jens Boelskifte og Kim Godiksen har indtil videre investeret et millionbeløb i Fun Art Blokhus og dertil masser af arbejdstimer. En stor del af ideerne i Jens Boelskiftes kinabog er ført ud i livet, men flere bobler frem - blandt andet er planen at etablere en legeplads og inddrage skovarealet, som støder op til fodboldgolf til overnatning i trætoppene.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden