Jesper Jensen ny cheftræner i Aalborg Håndbold
NORDJYSKE Medier erfarer, at den tidligere Skjernspiller præsenteres i næste uge
AALBORG: Alt peger på, at det bliver Jesper Jensen, som til sommer overtager den ledige cheftrænerstol i Aalborg Håndbold efter Nikolaj Jacobsen, som fra næste sommer overtager Rhein-Neckar Löwen i den tyske Bundesliga.
Det skriver NORDJYSKE Medier.
Aalborgenserne satser altså på at fortsætte stilen med en ung træner, der har erfaring som spiller på højeste niveau.
Flere af hinanden uafhængige kilder fortæller til NORDJYSKE, at udvælgelsesprocessen er endt med at pege på den 36-årige tidligere playmaker for Skjern og landsholdet.
Jesper Jensen underskriver efter planen med Aalborg Håndbold i den kommende uge, hvorefter han bliver præsenteret for offentligheden.
Ung og ambitiøs
Jesper Jensen stoppede først sin aktive håndboldkarriere i foråret, og herefter hoppede han direkte ud i et job som cheftræner for Vejen EH i kvindernes håndboldliga.
Når Aalborgs valg er faldet på Jesper Jensen, hænger det sammen med, at klubben gerne vil have en ung, ambitiøs træner, der har et godt navn i den brede håndboldoffentlighed, og som derfor også skaber opmærksomhed fra og i medierne.
Jesper Jensen var som aktiv med til at vinde EM-guld med landsholdet i 2008.
Han har ikke lagt skjul på, at han har store ambitioner som træner. Han sagde i februar i år, at hans ambition er at blive dansk landstræner, og det vil han med vold og magt gå efter. Her er jobbet i Aalborg det perfekte næste skridt.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Jesper Jensen selv.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.