Kommentar: Pas på, hvad du ønsker dig, når du drømmer om lavere boligrenter
Opdateret kl. 07:56
Dette er en kommentar skrevet af Nordjyskes erhvervsredaktør, Peter Simonsen. Den udtrykker skribentens egen holdning.
Et gammelt ordsprog siger, at intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.
Det er muligvis rigtigt, men der er noget, jeg undrer mig over.
Et fænomen, som går igen og igen i fortællingen om de danske boligrenter.
For vi lever i en underlig verden, når økonomiske nedture og dårlige nøgletal fejres som godt nyt – bare fordi de kan betyde lidt lavere boligrenter for nogle. Ikke desto mindre bliver det i mange medier solgt som en sejr for danske boligejere, når USA’s økonomi ikke klarer sig godt.
Altså, verdens største økonomi, den, der har en finger med i alt fra arbejdspladser til aktiemarkeder. Også herhjemme.
Lad os ganske hurtigt skitsere, hvorfor det rager danske boligejere – i hvert fald dem med et fastforrentet lån – hvad der foregår på den anden side af Atlanten.
Det gør det, fordi disse boligejeres lån er låst fast i op mod 30 år og bundet op på de lange renter, som den amerikanske centralbank, Federal Reserve, er med til at fastsætte kursen for.
Når USA’s økonomi klarer sig godt, er der mindre sandsynlighed for, at Federal Reserve sænker renten – og dermed mindre udsigt til lavere boligrenter herhjemme.
”Dårligt nyt for boligejerne”, lød det i sidste uge, da en bomstærk amerikansk jobrapport landede.
Omvendt øger det sandsynligheden for flere og større rentenedsættelser, når USA’s økonomi viser svaghedstegn. Og så kan danske boligejere begynde at slikke sig om munden.
Godt nyt, bliver det udlagt som.
Men hallo: Hvorfor i alverden fejrer vi dårlige nyheder, som om nogen har annonceret gratis kaffe resten af året? Måske fordi det giver opmærksomhed. Måske fordi medierne ved, at det mest enkle er at vinkle ind på hr. og fru Jensens eget husholdningsbudget.
Der er sikkert mange boligejere, der længes efter tiden med rekordlave renter, men som undervejs i dagdrømmeriet glemmer, at det ikke var en gave fra julemanden.
Det var et fatamorgana. Et udtryk for global lavvækst, usikkerhed, stigende arbejdsløshed og massive pengepolitiske nødindgreb, der skabte en kunstig og forskruet virkelighed.
Gevinsten var boligrenter på nulpunktet, men at ønske sig tilbage dertil er som at ønske sig tilbage til en tilstand, hvor hele verdensøkonomien vakler. En verdensøkonomi, som Danmark er dybt afhængig af.
Husk lige, at USA er vores største eksportmarked, og at en sund økonomi over there er forudsætningen for, at mange herhjemme har et arbejde – og dermed kan betale deres boligbidrag.
Pointen er enkel: At håbe på, at verdensøkonomien snubler, fordi du kan spare lidt på dit boliglån, er en kortsigtet, indsnævret glæde, der i længden koster langt mere, end den gavner.
Så næste gang nogen prøver at overbevise dig om, at dårligdomme i USA er gode nyheder for dig som boligejer, så løft lige øjenbrynene og spørg, om de også har skrevet ”global recession” på ønskelisten i år.
Lad os håbe, at svaret er nej.
Lad os minde hinanden om, boligrenterne i dag stadig er meget lave i en historisk kontekst, og det i et miljø, hvor økonomien faktisk har det godt.
Og lad os acceptere, at en stærkere økonomi, selv med lidt højere boligrenter, er det bedste for os alle.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.