Efter tragisk drukneulykke: Kommune tjekker op på sikkerhed

Hos Aalborg Kommune bliver alle procedurer omkring sikkerhed på legepladser nu gennemgået

En 5 årrige pige druknede ved en ejendom ved siden af Væksthuset i Frejlev. <i>Foto: Henrik Bo</i>

En 5 årrige pige druknede ved en ejendom ved siden af Væksthuset i Frejlev. Foto: Henrik Bo

FREJLEV:Politiet er i samarbejde med folk fra Aalborg Kommunes forvaltning for børn og unge ved at samle trådene for at finde ud af, hvad der skete, da en fem-årig pige fra Specialbørnehaven Væksthuset mandag formiddag mistede livet i en tragisk ulykke.

Pigen blev klokken 11.11 mandag fundet livløs i et bassin tæt på børnehaven. Hjerteløbere var hurtigt fremme på stedet og begyndte livreddende førstehjælp, og kort tid efter ankom redningsmandskabet.

Desværre stod pigens liv ikke til at redde.

- Politiet har nu foretaget en række afhøringer og lavet undersøgelser, som skal være med til at stykke et hændelsesforløb sammen over ulykken. Blandt andet, hvor længe pigen var væk fra børnehaven, og hvad den præcise dødsårsag er, fortæller politikommissær Michael Karstenskov.

Han understreger, at der ikke er noget der tyder på, at der er sket en forbrydelse.

Hos Aalborg Kommune fortæller Susanne Nielsen, forvaltningschef i Børn og Unge afdelingen, at man arbejder ud fra en teori om, at den fem-årige pige - i de få øjeblikke, hvor personalet ikke var opmærksomme på hende - kravlede over et hegn for at komme ud fra børnehavens område før hun faldt i et bassin, hvor hun blev fundet livløs.

- Vi er stadig ved - sammen med politiet - at afdække hvad der skete før, under og efter ulykken. Og alle de spørgsmål, som folk stiller sig i denne ulykkelige situation, dem stiller vi også os selv i denne her fase, forklarer Susanne Nielsen.

Lige nu fokuseres der på krisehåndtering med hjælp til personale, forældre og de øvrige forældre i børnehaven, oplyser forvaltningschefen.

Susanne Nielsen oplyser, at hun allerede tirsdag har aftalt et møde med Aalborg Kommunes legepladsinspektør.

- Vi vil lige gennemgå og tjekke op på alle de procedurer, vi har for sikkerheden i børnehaven. Det er jo klart, at vi også kigger indad i den her situation for at se, om der er noget, vi har overset, men det er vi simpelthen ikke færdige med at afdække endnu, understreger Susanne Nielsen.

Hun forklarer, at der foreligger retningslinjer for sikkerheden på Aalborg Kommunes legepladser. 

- Der er krav om, hvad skal man lave af eftersyn hver dag, hvad skal der laves af eftersyn en gang i kvartalet og så er der de store sikkerhedseftersyn hvert tredje år. Det skal jeg også lige i gang med at tjekke op på, om de er blevet overholdt til punkt og prikke, forklarer forvaltningschefen.

Umiddelbart forventer hun, at der ikke er noget at komme efter, som hun udtrykker det.

- Men det er klart, at vi bliver nødt til at kigge indad og gå alt igennem, og det kommer der til at gå noget tid med, forklarer Susanne Nielsen.

- Sådan noget som det her må simpelthen ikke ske. En gang er en for meget. Men nogle gange sker der bare tragiske ulykker, som er umulige at undgå, næsten uanset hvad vi gjorde, fastslår Susanne Nielsen.

Der har ikke tidligere været ulykker, der er direkte sammenlignelige med mandagens tragiske ulykke fra Frejlev.

For knap fem år siden faldt en halvandet år gammel dreng, der var på besøg hos en privat dagplejer i Frederikshavn, i en havedam. Han blev dog genoplivet og slap angiveligt uden mén fra ulykken. 

Dengang lød Frederikshavn Kommunes konklusion, at der var tale om sort uheld. 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.