Fem-årig druknet i bassin nær børnehave

Tragisk drukneulykke nær børnehave i Frejlev

En 5-årig pige druknede ved en ejendom, der ligger ved siden af Væksthuset i Frejlev. <i>Foto: Henrik Bo</i>

En 5-årig pige druknede ved en ejendom, der ligger ved siden af Væksthuset i Frejlev. Foto: Henrik Bo

FREJLEV:Nordjyllands Politi fik mandag klokken 11.11 anmeldelse om en tragisk ulykke i Frejlev. En fem-årig pige fra Specialbørnehaven Væksthuset blev fundet afgået ved døden efter en tragisk drukneulykke i et bassin tæt ved børnehaven.

Redningsmandskab og politi blev straks kaldt frem til stedet, men pigens liv stod desværre ikke til at redde. De pårørende er underrettet.

Det oplyser den ansvarlige for politiets undersøgelse af sagen, politikommissær Michael Karstenskov Olesen, der tilføjer, at pigen kortvarigt var forsvundet fra børnehaven, og i forbindelse med personalets eftersøgning fandt man pigen i bassinet.

Ifølge politikommissæren er der tale om et betonbassin, som befinder sig på jord, der tilhører nabogården til børnehaven.

Han understreger, at politiet nu skal kortlægge de nærmere omstændigheder.

-Der er tale om en dybt tragisk ulykke, og alle er meget chokerede. Vi er i øjeblikket i færd med at undersøge sagen og forløbet før, under og efter denne tragiske ulykke. Derfor kan vi ikke udtale os yderligere om sagen lige nu – der er et hensyn at tage til både de pårørende, efterforskningen og børnehavens børn og ansatte, siger politikommissær Michael Olesen, der dog altså kan bekræfte, at pigen befandt sig uden for børnehavens område.

De pårørende er blevet underrettet, ligesom der er sat initiativer i gang for at tage hånd om børn, ansatte og forældre i børnehaven. 

Der er rekvireret ekstra personale til Specialbørnehaven Væksthuset fra nærliggende institutioner, og kommunens kriseteam var kort efter ulykken på stedet for at tage hånd om voksne og børn med behov for støtte. 

- Vi holder tæt kontakt til familien og sikrer krisehjælp, også til personalet og de øvrige børn på stedet. Det satte vi i gang med det samme, siger Susanne Nielsen, forvaltningschef i Børn og Unge i Aalborg Kommune.

- Det er en tragisk ulykke, og vi er sammen med politiet ved at undersøge forløbet både før, under og efter, tilføjer hun.

Alle, der har tilknytning til børnehaven, er naturligt nok dybt berørt af dødsfaldet. I den kommende tid vil kriseteamet derfor være tilknyttet.  <i>Foto: Henrik Bo</i>

Alle, der har tilknytning til børnehaven, er naturligt nok dybt berørt af dødsfaldet. I den kommende tid vil kriseteamet derfor være tilknyttet.  Foto: Henrik Bo

Kriseteamet vil den kommende tid være tilknyttet Væksthuset og tage sig af involverede med behov for ekstra støtte.

 Specialbørnehaven Væksthuset er et specialbørnehavetilbud for hele Aalborg Kommune, og børnene, der bruger børnehaven, visiteres til stedet, fortæller børnehaven på sin hjemmeside

Af den fremgår det, at nogle af børnene er eller bliver diagnosticeret. Det vil typisk være indenfor autismespektrumforstyrrelser, men også et barn med ADHD eller tilknytningsforstyrrelser kan blive visiteret til en plads i Væksthuset. Derudover har de visiterede børn oftest udfordringer på det sociale og/eller følelsesmæssige område.

Politiet har ingen yderligere kommentarer til denne tragiske hændelse.

Forsiden