Kassedyk udviklede sig voldeligt: Nu efterlyser politiet formodet røver

Politiet vil især gerne i kontakt med kunde i SuperBrugsen, der forsøgte at holde røveren tilbage

Denne mand efterlyses for røveri mod SuperBrugsen. <i>Foto: Nordjyllands Politi</i>

Denne mand efterlyses for røveri mod SuperBrugsen. Foto: Nordjyllands Politi

AALBORG:Politiet efterlyser nu gerningsmanden til et røveri mod SuperBrugsen i Vejgaard med billede i håbet om at kunne finde frem til røveren.

Røveriet skete 11. april klokken 17.40, hvor gerningsmanden lavede et såkaldt kassedyk og tog et ukendt beløb fra kassen. På vej ud af butikken blev han tilbageholdt af en kunde, og så udviklede situationen sig.

- Der er tale om et såkaldt kassedyk, der udviklede sig voldeligt, idet gerningsmanden faktisk blev forsøgt holdt tilbage på stedet af en ukendt mandlig kunde, hvilket fik gerningsmanden til at true kunden med at anvende vold. Herefter flygtede røveren fra stedet i ukendt retning, forklarer lederen af politiets efterforskning af sagen, politikommissær Kenneth Rodam i en pressemeddelelse.

Den formodede gerningsmand beskrives som: 

  • Dansk af udseende og dansktalende
  • 30-35 år gammel 
  • 180-185 cm høj, almindelig af kropsbygning
  • Han var iført sort jakke, mørke bukser, mørke sko og kasket.


- Vi hører gerne fra personer, der mener at kunne genkende den formodede gerningsmand – og vi hører også gerne fra vidner, især den mandlige kunde, der forsøgte at tilbageholde gerningsmanden. Han kan nemlig have vigtig viden af betydning for sagens fulde belysning og dermed opklaring, siger Kenneth Rodam.

Nordjyllands Politi kan kontaktes på telefon 114.

Serie af røverier

Nordjyske har tidligere skrevet om en serie af røverier i Aalborg, hvor beskrivelsen af gerningsmanden har op til flere lighedspunkter.

Her fortalte Kenneth Rodam, at politiet mener, at nogle af røverierne er begået af den samme gerningsmand, men at der også kunne være tale om flere røvere, der kopierede hinanden.

Røveriet mod SuperBrugsen i Vejgaard var ét af de røverier, hvor politiet altså stadig mangler en mistænkt.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.