Røver med nylonstrømpe kan stå bag flere røverier
En stribe røverier den seneste måned kan være begået af samme gerningsmand - eller en copycat
Opdateret kl. 17:33
AALBORG: Der er muligvis en serie-røver på spil i Aalborg - eller så er der tale om flere røvere, der kopierer hinanden.
Fra 16. marts til 11. april blev der begået fem røverier, hvor der efterfølgende har været mange lighedspunkter, når gerningsmanden er blevet beskrevet:
At det er en dansk mand omkring 180 centimeter høj, der havde arbejdshandsker på og var maskeret - flere gange med en nylonstrømpe. I flere tilfælde har røveren haft hættetrøje på.
Røveren har hver gang truet sig til at få kassebeholdningen udleveret - enten med kniv, vold eller ved at have en hånd i lommen.
Og politiet vil heller ikke udelukke, at det kan være den samme mand, der står bag alle røverierne.
- Vi mener, at det er den samme gerningsmand ved to af røverierne, og vi kan ikke afvise, at der er tale om den samme ved alle røverierne. Vi er i hvert fald ret overbeviste om, at der ikke er tale om fem forskellige gerningsmænd, siger politikommissær Kenneth Rodam og tilføjer:
- Men det kan også være, at der er nogle, der kopierer hinanden, fordi man har læst eller hørt om røverierne.
Ingen mistænkte
Det første i rækken af røverier skete 16. marts klokken 14.43 mod blomsterbutikken Blomsterpigen i Nibe. Den 25. marts var det igen en blomsterbutik - denne gang på Lemvigvej i Aalborg Øst - det gik ud over.
Det er de to røverier, som politiet mener er blevet begået af den samme gerningsmand.
6. april blev Mors Pizzeria på Vestergade i Nørresundby udsat for røveri, og blot tre dage efter blev ekspedienten i en kiosk på Stationsvej i Nørresundby truet til at udlevere kassebeholdningen.
Sidste røveri, der måske kan kædes sammen med samme gerningsmand, skete 11. april mod SuperBrugsen i Vejgaard Bymidte.
Politiet efterforsker altså både ud fra, at der kan være tale om en eller flere gerningsmænd, fortæller Kenneth Rodam. Indtil videre har efterforskningen dog ikke ledt politiet på sporet af nogle mistænkte.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.