Engang blev Flora Danica foreviget på dyrt porcelæn - nu bliver det fortolket i musik
Elektronisk botanik kalder duoen Cort Lunde deres debutalbum, som du snart kan opleve i bryghuse, kirker og en kalkmine under jorden. Her er anmelderens dom over projektet

Allerede i marts kan du opleve den nordjyske duo Cort Lunde i Aalborg. I maj giver de intimkoncert i Thingbæk Kalkminer. Foto: Aske Stubkjær
Album
Cort Lunde, Flora Electronica
Flora Danica er navnet på den kendte samling af farvede tavler af skandinavisk flora udgivet mellem 1761 og 1883.
Den har impro-trompetist og iværksætterildsjæl Erik Lunde Michaelsen og bassist Thomas Corte Thorup fundet inspiration i, og resultatet er blevet “Flora Electronica”.
Duoen, med det lunt humoristiske navn Cort Lunde (let misvisende for et band, der laver en mild musik, der giver sig god tid) eksperimenterer med egne ord “elektroakustisk med besætningen trompet, bas og sampler og arbejder med menneskets kulturelle og teknologiske forhold til naturen”.
De har udvalgt otte plancher fra Flora Danica og sat de afbillede vækster i musik.
Her kan du opleve musikken
- 23. marts: Abzalon Event factory, Aalborg
- 25. marts: Sæby Bryghus, Sæby
- 28. april: Institut for X, Aarhus
- 29. april: Korsgade 30, København
- 30. april: Huset i Hasserisgade, Kunstnerlejligheden, Aalborg
- 12. maj: Thingbæk Kalkminer, Skørping
- 20. maj: Villa Kultur, København
- 27. maj: Mikkeller, Aarhus
- 30. juni: KØS, Køge
- 6-9. juli: Jazzfestival (TBA)
- 13. juli: Smagløse, Aarhus Jazzfestival
- 23. september: Vor Frelser, Vest-by festival, Aalborg
De kalder deres musik for jazztronica, og universet er let ambient med udstrakt brug af samples og behandlet akustisk lyd, både reallyd og lyden af akustiske instrumenter. Hist og her er der desuden gæstende strygere og blæsere. Det giver hele pakken et ret organisk, varmt og levende udtryk.
Fra jazzen har de taget ikke bare trompetens improvisationer over beatsene og de simple, gentagne harmoniforløb, men også en vis rastløshed, der udmønter sig i en musik, der er under konstant diskret forandring og udvikling.
Det er blid tilbagelænet lyttemusik, selvom enkelte tracks swinger ret godt.
Albumnoterne er omfattende. De to musikere har meget at sige om hensigt og proces. Det bliver sine steder lidt for meget, når de i detaljer gennemgår, hvordan musikken er fremstillet - resultatet heraf er en vis af-fortryllelse af musikken. Man behøver ikke altid kende til alt, hvad der er puttet i pølsen.
Andre steder giver det imidlertid lyst til at gå på opdagelse efter nogle af de smådele i musikkens mekanik, de henleder vores opmærksomhed på. For nogen kan det måske ligefrem være en vej ind i musikken.
Cort Lunde tillader sig i noterne også at trække linjer til ikke blot faunaen, men også eksistensens store spørgsmål. Linjer der til tider bliver så tynde, at de knækker.
På den anden side holder jeg personligt af, at musikere gør sig tanker om deres musik, og jeg vil gerne delagtiggøres i deres overvejelser. Så står jeg gerne ud med et par lidt vel lyrisk blomstrende og som frø i vinden svævende udsagn her og der.

Flora Danica er navnet på et af verdens største planteværker, som blev udgivet 1761-1883 med smukt kolorerede tavler af hele Danmark-Norges (senere Skandinaviens) vildtvoksende flora. Her albumcover til Cort Lunde. Albumcover
Cort Lunde bruger også betegnelsen “absurd elevatormusik” om Flora Electronica. Den synes jeg måske er noget misvisende. Det er for rar og lyttevenlig en musik, som desuden gennemgående bruger helt genkendelige gebærder i deres kommunikation til os, til at man kan bruge ordet absurd om den.
Og så er den i øvrigt interessant nok til at få mig til at ville tage et par ekstra ture op og ned med elevatoren, og det er vel ikke meningen med elevatormusik?
I parentes bemærket: Er man på min alder, vil man måske i side 1’s tredje spor, “Gul sennep”, blive mindet om Marcus Millers og Miles Davis’ fine musik til den i øvrigt ikke særligt vellykkede film fra 1987, “Siesta”.
Flora Electronica er et smukt håndkoloreret bud på elektroakustisk musik.
Flora Electronica udkommer 30 april.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.