- Jeg ser flere og flere mænd blive vrede, og jeg forstår dem kraftedeme godt. De bliver kørt rundt i manegen af danske kvinder

Danskere anerkender ikke seksualitet som en vigtig drift, men når mænd eller kvinder pludselig kaster sig ud i en affære og sætter hele det familieliv, de elsker, over styr, er det det, der er på spil. Vi kan komme langt, hvis vi tager vores drifter seriøst, mener den nordjyske dramatiker Sananda Solaris

I Danmark er vi så bange for følelser, at vi glemmer at ruste vores børn til at leve, mener Sananda Solaris, der de seneste otte måneder har boet i Ghana. Sidste gang fortalte vi om hendes stormende forelskelse i en voodoopræst - her er kapitel 2. <i>Foto: Kim Wendt</i>

I Danmark er vi så bange for følelser, at vi glemmer at ruste vores børn til at leve, mener Sananda Solaris, der de seneste otte måneder har boet i Ghana. Sidste gang fortalte vi om hendes stormende forelskelse i en voodoopræst - her er kapitel 2. Foto: Kim Wendt

GHANA:Det er ikke svært at forestille sig, hvordan hendes ben må have føltes som bly, og hvordan panikken har bredt sig i kroppen, da hun kommer i tvivl om, om hun har kræfter til at nå ind. Hvordan tanken om at blive suget ned i dybet her blot 20 meter fra stranden ud for Busua på Ghanas vestkyst, der er fuld af mennesker, der ikke kan høre hendes råb, får panikken til at brede sig – så er det her, det ender! Medmindre hun kan tvinge lemmerne til at bevæge sig – holde sig ovenpå, til næste bølge kommer, og hun kan surfe på den med kroppen endnu et par meter ind. Igen og igen, til hun kan bunde.

Det er heller ikke svært at forestille sig hende falde om i sandet og ryste af angst, før hun vakler op til bungalowen, hvor hendes kæreste Nana venter. Og hvordan angsten skyller igennem kroppen igen, da hun om aftenen hører hun, at en ung mand er død samme sted samme dag.

 <i>Privatfotos</i>

Privatfotos

Drukneoplevelsen er en af dem, der kan jage en i drømme, men den er blot én i en lang række af begivenheder, der har ført til den følelse af uvirkelighed, Sananda Solaris har haft de seneste måneder. Det er en pris, hun er villig til at betale. Vil hun vokse, må hun kaste det dybtliggende behov for tryghed og kontrol, hun er opvokset med i Danmark, over bord, og lære at trives i en verden, hvor døden hver dag er tæt på. For det, hun får igen, er vigtigere. Her ved alle, at ingen mennesker er enten gode eller onde - heller ikke hun, og det får hende til at føle sig tryggere, end nogen livredder eller noget dansk sikkerhedsnet nogensinde kan gøre. Og måske er oplevelsen på havet – symbolet på vores alles ophav og på kaos og fornyelse - et varsel om, hvad der venter hende. 

Ghana har vendt Sananda Solaris indre på vrangen, og hun arbejder stadig på at blive ok med, at andre kan se syningerne – de steder hvor hun har lappet sig selv sammen igennem årene. Men i Ghana synes ingen generet over hendes proces – her har alle ar, faktisk bliver det betragtet som et vigtigt skridt til at blive et helt menneske, og intet er mere tillokkende end det.

Nana klædt i royal dragt lavet af kente.

Nana klædt i royal dragt lavet af kente.

 <i>Privatfoto</i>

Privatfoto

Hul igennem til det guddommelige

Sidst jeg talte med den nordjyske dramatiker Sananda Solaris, også kendt under navnet Veronika Kær, var hun netop kommet ud af et stormfuldt forhold til en voodoopræst, som hun mødte, kort efter at hun tog til Ghana for at skabe en tværnational teaterforestilling. I dag har en roligere, men ikke mindre, forelskelse taget over. I oktober fandt hun sammen med Nana - en efterkommer af den konge, der dannede Ashanti-folket - en af Ghanas øverste royale stammer.

Og han er på alle områder den ægte vare, fortæller Sananda fra en varm bungalow, hvor hun sidder nøgen denne eftermiddag, imens hun fortæller – efter otte måneder har hun endnu ikke vænnet sig til eftermiddagsheden.

Forholdet til Nana er ikke bare et skridt op statusmæssigt i Ghana, men endnu vigtigere for hende et skridt ind i hende selv. Han er som den drage, hun på det seneste har beskrevet i et digt. En smaragdgrøn drage, der vækker dragen i hende og sætter hende fri for første gang.

Før hun tog til Ghana, vidste hun ikke, hvor meget hun havde brug for at få Danmark på afstand og blive en del af en kultur, hvor myter har betydning. Nana har indgående dyrket den magi, der tilhører den gamle kultur. Han har ligget nøgen på grave om natten for at komme tæt på sine forfædres ånder. Som 25-årig tilbragte han uger i træk i gravkamre under jorden, hvor ligene ligger i bunker, og hvor han havde mareridtsagtige oplevelser, har han betroet Sananda i de lange nætter, hvor de ryger vandpibe og fortæller om de liv, de levede, inden de mødte hinanden.

Sananda Solaris er også selv dykket ned i magi. Her er hun hos en spåmand i Volta.

Sananda Solaris er også selv dykket ned i magi. Her er hun hos en spåmand i Volta.

Han har spist råt kød med guderne fra ofrede dyr og deltaget i festivaler, hvor mænd smører hinanden ind i urter og stikker hinanden med knive i brystkassen - uden at der går hul.

Hans spiritualitet handler om at være i kontakt med sine skytsengle – måske endda et overjeg, og samtalerne med ånderne er der hele tiden. Ghana er et farligt land, og han lytter efter vejledning. Hvornår er det sikkert at køre afsted på motorcykel? Kan han stole på de mennesker, han møder? Hvad skal han gøre for at nå sine mål? Meget af det, han har gjort, handler om at åbne sig for ånderne og kunne lytte. Og det kan han nu – nu kan han tale med dem, fortæller Sananda, der mødte ham allerede en af de første dage, hun ankom til Busua.

Når de ikke talte, havde han spioner på hende for at vurdere, hvordan hun bar sig selv, har hun senere erfaret.

- Det er måske noget, der vil skræmme mange danske kvinder, konstaterer Sananda, men hun ser det som et tegn på hans affektion – at han har ventet på hende, og han kan takle hende, når hun er helt oppe og køre af angst og bliver udadreagerende. Så låser han hende inde og sætter sig uden for døren og sørger for, at ingen kommer ind til hende, og at hun ikke kommer ud.

- Der er noget i det, der føles enormt trygt for mig. Han gør det helt uden drama. Han kan se noget udefra om mig, jeg ikke selv kan se, og giver mig en ramme til at være mig selv helt, ved at rumme de sider af mig – de mindre pæne, siger hun.

Hjemme i Danmark er der folk, der sender hende bekymrede beskeder, når hun poster billeder af sig selv med udefinerbart udslæt eller fra nattefester i bofællesskabet med Nana og hans venner.

- Det er interessant, hvordan folk nemt bliver vrede på mig. Nogle er bekymrede, andre provokerede. Herfra har jeg svært ved at se det som andet, end at mange er fanget i deres forestilling om, at det allervigtigste i livet er at være tryg. Og så er de bange for begæret. Jeg er ked af, at så mange går glip af det.

Fortællinger om begær og skam

Da Sananda Solaris i 2009 lavede en nyfortolkning til Det Kongelige Teater af operaen ”Lucretias voldførelse”, blev den betragtet som så radikal, at forskere fra hele verden rejste til København for at se den. De lavede efterfølgende workshops om værket, og Sananda forklarede den intellektuelle elite, hvordan hun havde brudt symbolerne i teksten ned. Et efter et afdækkede hun dem nøgternt, til der stod en helt anden fortælling klar end den gængse, der har hersket i århundreder og handler om, at den pæne gifte Lucretia bliver voldtaget af prins Tarquinius, hvorefter hun tager sit liv i skam.

I Sananda Solaris version bliver Lucretia ikke voldtaget – hun giver selv efter for et vildt begær efter Tarquinius, siger Sananda og henviser til maleren Rubens, der i starten af 1600-tallet skildrede Lucretia og Tarquinius i et berømt maleri.

- Rubens vidste det – i hans maleri af de to har han taget det ultimative billede af vold - sværdet - ud af historien. Der er ingen tvang i Rubens skildring! Sagen er, at Lucretia ikke begår selvmord, fordi hun skammer sig, men fordi det, hun har oplevet, er så vildt, at hun ikke kan leve længere. Hun ser alt i sig selv tydeligt – sit sande begær - og bliver i tvivl om alt, siger Sananda.

Historien om skam – sådan som den gamle legende er blevet fortolket gennem århundreder - er således en løgn, mener hun. Til gengæld viser tolkningen en klar historie om, hvordan kvinder gennem tiden er blevet gjort til aseksuelle ofre. Det er en 2000 år gammel hjernevask, vi ligger under for, hvor køn, kærlighed og seksualitet er blevet adskilt, siger hun.

Men Lucretia var ikke noget offer. Hun var en kvinde, der gav sig hen til sit begær – og druknede i det. Den bid, der forklarer årsagen til hendes selvmord, var med i den oprindelige version af operaen, men blev klippet ud. Samtiden kunne ikke kapere hende. Ligesom samtiden i dag stadig ikke kan kapere, at vi som mennesker er det hele – både mørke og lys, mener hun.

Skal lære at være i det

Fortolkningen af myten om Lucretia har været en milesten i Sanandas karriere som dramatiker, og på en mærkelig måde synes temaerne i det tættere på end nogen sinde i hendes eget liv.

Ligesom Tarquinius vækker Lucrecia, har Nana vakt Sananda, og lige nu er udfordringen for hende ikke at drukne som Lucrecia. At holde sig ovenpå, til hun lærer at svømme i det nye hav som en af Ghanas havfruer – på en gang dæmon og engel.

- For mig er udfordringen at lære, hvordan jeg skal være i verden med al dens smerte uden at lide. Mange af os kan jo faktisk have det utrolig godt midt i nogle forfærdelige omstændigheder, fordi vi er til stede i nuet. Det er gået op for mig hernede, at sand åndsdannelse er at kunne hæve os op over vores umiddelbare følelser. Og at der ikke findes gode og dårlige mennesker, alt beror på, hvilke valg vi træffer i situationer med forskellige mennesker. Hver dag hernede er der brikker, der falder lidt mere på plads, fortæller hun.

Begreber om begær og den menneskelige natur – og om udfordringen ved at vokse op i Danmark, når man har oplevelser med sig i bagagen, som hun har.

- Det samfund, jeg er vokset op i, har altid været præget af et enormt stort behov for en adskillelse af godt og ondt og et mishag ved at tale om ubehagelige ting. Men sådan kan vi ikke spalte mennesker, og så længe vi ikke forholder os til de områder i samfundet, hvor der er problemer, får vi syge samfund, siger hun.

Danmark er et ensomt land

Sananda er hård i sin analyse af Danmark her på afstand. Måske for firkantet, konstaterer hun, men af og til skal stregerne trækkes skarpt op, for at man kan se mønsteret.

- Jeg har meget svært ved at ånde frit i Danmark. Der er enormt meget ensomhed, der udspringer af en stor angst for eksklusion. Og så er der en konstant dæmonisering af alle, der går imod den offentlige selvforståelse og -fortælling. Jeg har set så mange triste sider af det danske samfund - og det har været en stor sorg for mig, at det har været umuligt at tale højt og sammen om det, siger hun.

Det er både sket i hendes opvækst og i den teaterverden, hun nu for en tid er på afstand af. Da hun som en af de første i Danmark i den tidlige MeToo-bølge fortalte offentligt om overgreb i barndommen og ungdommen, blev hun mødt af det, hun kalder en mobbekultur. Da hun på lignende vis sagde fra på teaterskolen over for det, hun betegner som et dybt seksualiserende miljø og magtkultur, mødte hun samme reaktioner.

Men vi er nødt til at kunne tale om det grimme også, siger Sananda Solaris, der mener, at MeToo har mistet gennemslagskraft netop på grund af en trang til hos både mænd og kvinder til at antyde frem for at tale åbent om det, der finder sted. Skal vi for alvor ændre noget, går det ikke at gøre historier så pæne og små, at de bliver nemme at affærdige. Og vi er nødt til at få fat om roden til problemerne i samfundet og mellem mennesker i stedet for blot at registrere.

Et ondt mønster

Og hvad er så roden? For Sananda Solaris at se ligger en del af årsagen til både overgreb og til generel mistrivsel hos voksne og børn i Danmark i vores måde at behandle og tackle følelser og drifter på. Ikke mindst begær. Hun fortæller, at hun nærer en vis forståelse for dem, der begår overgreb, uden at de er undskyldt. Mange har selv været udsat for overgreb – nogle fra deres mødre, eller de er fanget i et grundlæggende problematisk kønsrollemønster, som ingen trives i.

- Der er et seksuelt mønster i Danmark, hvor kvinden skubber manden væk, når hun har fået børn. Han længes efter nærhed og sex, og på busreklamer i byens rum ser han fotos af unge kvinder med svulmende bryster, der bare vil tages. Han kommer mere og mere under tøflen derhjemme og føler sig mindre og mindre som mand - han har endda selv valgt den pæne kvinde, der er mor til hans børn, der giver omverden en perfekt udgave af deres liv på Instagram. Hun kan bare ikke mærke noget længere - alt er kommet sådan ud af balance, og denne mand ender måske med i frustration at begå overgreb på en kvinde, der siger nej til ham. Jeg ser flere og flere mænd blive vrede, og jeg forstår dem kraftedeme godt. De bliver kørt rundt i manegen af danske kvinder. Og alle har på en måde ret, fordi ingen trives i det mønster, vi er fanget i, siger hun.

Adskiller det sig fra Ghana?

- Ja, for her er det tilladt at føle, og der er ingen skam over at være seksuel. Man anerkender ikke seksualitet i Danmark som en drift, der er ligeværdig med sult. Hvis du har det vildeste sex, mærker du ikke sult. Og styrken i driften viser sig, når folk pludselig sætter hele det familieliv, de elsker, på spil og kaster sig ud i en affære – eller begår overgreb. I Danmark bliver vi ikke opdraget til at forstå faren i vores drifter – vi lærer ikke at hæve os over dem. I stedet bliver drifter og følelser undertrykt, det er sådan, vi er blevet opdraget, og det er det, vi giver videre til vores børn. Det betyder, at vi får unge, der tror, at de kan have sex på et one night stand uden at føle noget, eller de har ikke lært at mærke efter, når andre overskrider deres grænser – eller når de selv overtræder andres. 

 <i>Privatfotos</i>

Privatfotos

- Der bliver begået masser af overgreb i Danmark, og masser af børn og voksne bliver svigtet, men det bliver gjort på en ”dansk” måde, hvor det ikke bløder helt så meget. Størstedelen af alle danske 11-årige har set porno, og der er flere og flere unge, der udvikler pornoafhængighed, det er da problematisk. Da jeg tog det op i min datters folkeskole allerede for 15 år siden, afviste skolen og forældre helt, at der var et problem, fordi de ikke kunne finde ud af at snakke om det. Men taler vi ikke om det, rykker vi jo heller ikke noget.

Hun erkender, at det ikke er en dansk problematik alene. Men i de otte måneder, hun har boet i Ghana, har hun ikke noteret sig samme grad af angst og depression hos børn og voksne, som hun har i Danmark, konstaterer hun.

Og her ser hun folk, der er stolte over deres kroppe og seksualitet.

- ”Oooooggghhh” lyder det fra folk, når du går forbi, og du føler dig hele tiden set som et seksuelt væsen. Det er en befrielse, hvis du kan være i det. Jeg tror, at mange danskere vil finde det enormt grænseoverskridende, men det er fordi de er så bange for den virkelighed, de lever i i Danmark. De frygter, at de bliver voldtaget her, men jeg ved ikke, om chancen er større end i Danmark, og der er en helt anden kontant afregning her, siger hun og henviser til en nylig hændelse, hvor en mand tog på en otte-årig pige.

Han blev efterfølgende trukket ud på gaden og fik tæsk – afsluttet af en knaldende ørefigen fra pigens mor, imens den otte-årige pige så på.

- Hvad lærte den otte-årige pige her? Hun lærte, at der ikke er nogen voksne, der skal røre hende. Der er noget her, jeg ikke ved, hvordan man skal få ind i et demokratisk samfund. I Danmark har man forsøgt sig med at sætte konfrontationsmøder op mellem ofre og overgrebsmænd, hvilket jeg også bakker op om. Men måske mangler der noget mere kontant - der er noget i Danmark, der er blevet for fesent. Jeg siger ikke, at folk skal slås til blods.

Men hvad siger du så? Konfrontationsmøder er vel netop et tegn på, at man i Danmark forsøger at få folk til at forstå og rumme den anden part – og lære af det?

- Ja, men måske er det ikke verdens undergang at få en blodtud eller at lære at håndtere angst. Noget af det, der har været et problem i mit liv, er, at jeg fra en tidlig alder har oplevet meget voldsomme ting og set sider af mennesker, som ikke mange får at se. Samtidig har jeg fra en tidlig alder haft en evne til at perspektivere det. Og det har været svært at rumme for folk i Danmark, at jeg kunne det. Men folk hernede kan rumme det. Det er farligt at færdes på gaden her, der er ekstrem fattigdom, den virkelighed behøver vi ikke skjule. I det mandekollektiv, jeg lever i lige nu, har alle stiksår, og alle har mistet venner. Så når min angst eller vrede kigger frem, er de ikke ubehageligt tilpasse med den, siger hun – tværtimod finder de mig en sårbar lille blomst.

Hun griner højt – så tøver hun lidt og vender igen blikket imod Danmark.

- Jeg kan huske, da Scandinavian Star sank, og en ung overlever stillede sig frem og græd for åben skærm, mens han fortalte, at grunden til, at han sad her nu, var at han var den stærkeste i kampen om overlevelse. Han trådte på kvinder og børn for at få en plads i en redningsbåd - han havde svært ved at leve med skammen. Det er så fantastisk, at han sagde det. Han var ærlig, og det rystede alle, men vi fik noget at tænke over, nemlig at instinkterne bestemmer, når man er i livsfare, og at det er svært at være helt. Det er så let at fordømme hans handlinger, fordi vi ikke genkender os selv i ham – vi har aldrig stået i hans situation. Men gad vide, om vi havde haft lettere ved det, hvis vi ligesom i nogle kulturer havde haft et overgangsritual fra barndom til ungdom, hvor de unge lærer at konfrontere angst og smerte og træffe valg undervejs. Det er svært at forestille sig i Danmark, men tænk hvis vi rustede vores børn til livet!?

 <i>Privatfotos</i>

Privatfotos

Også Sananda er kendt for at være ærlig, og det får hende ofte på kant med folk. Hendes direkthed gør hende i stand til at lave teater, der sætter en dagsorden, men det fjerner hende også fra nogle. Det er noget, hun tager op i sit arbejde med sig selv lige nu.

- Jeg er nødt til at forholde mig til, at jeg reelt kan støde folk fra mig. Og til at jeg også selv kan have krænket andre. At den side er en del af mig. At jeg ligesom alle andre er alt og intet på en gang – at jeg er et helt menneske, der vandrer både i himlen og i helvede, som digteren William Blake vil, at vi skal, siger hun.

På det seneste har hun arbejdet på en lignelse, som hun mener bør føjes til Bibelen. Den foregår i ørkenen og tager afsæt i en samtale mellem Jesus og disciplen Peter om, hvem vi er som mennesker – hvad der kendetegner os. En kort forenklet genfortælling af deres samtale lyder således:

”Vi er alt og intet”, fortæller Jesus Peter, men det udsagn godtager den unge mand ikke.

Så spørger Jesus ham, og han er mand, discipel, bror og far, og Peter bekræfter, men forstår fortsat ikke, hvordan vi kan være alt og intet på en gang.

”Kan du mærke den bløde kølende brise fra havet”, spørger Jesus, og Peter bekræfter.

Så samler Jesus en kæmpe kæp op fra jorden og slår ham hårdt til jorden.

”Hvad fanden laver du!? Jeg får fandeme lyst til at smadre dig!” råber Peter.

”Ja!” råber Jesus som svar, ”Er du vred nu?”. ” ”Ved den store død, jeg er rasende” råber Peter.

Så tager Jesus Peters ansigt mellem hænderne og kysser det så lidenskabeligt, at han kan mærke Peter få rejsning under kjortlen.

”Hvad er du nu, hvad er du?” råber Jesus nu.

”Jeg... jeg ... jeg mærker kærlighed”, råber Peter. ”Og jeg mærker lyst”.

”Okay”, råber Jesus, ”Så hvad er du?”

”Jeg er det hele”, råber Peter, og Jesus nikker. ”Det er nøjagtig det, vi er”.

Dragedigtet af Sananda Solaris

My dragon. My emerald colored dear

Sad sounds of anger whistling in my ear

Your lovely roars. Oh so violent sweet

My lover. My dragon. Makes me weep

From the 7 headed beast they say you come 

By all god's angels I know where you are from

Your wings were free. From heaven you came

My love, my dragon, you came for me

Fire breath and teeth stongest ever seen

They yelled and screamed you where mean

But I laid my self in your all mighty hand

Even I would be burned like the desserts sand

We fly up high where the sky become oh so dark 

You hold me to tight, the Dragons frightening mark

Your finally freed the dragon soul into mine 

Your seem , a newborn whith your dragon sign

Hail oh all human that fear my beast

The knight, the king are at my holy feast.

I now the mother of a dragons emerald son 

We truly are everything and absolutely none.

Sananda Solaris

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden