Kultur

To markante aktører går sammen om at gøre Aalborg til jazzmetropol

Danske jazzelskere kigger i disse år imod Aalborg, og nu vil markante kræfter i byen sætte yderligere ind på at gøre den nordjyske hovedstad til Danmarks vigtigste jazzby og en europæisk jazzmetropol

Er du vild med jazz, kan du glæde dig over at se frem til endnu flere spændende navne og oplevelser i Aalborg.
Er du vild med jazz, kan du glæde dig over at se frem til endnu flere spændende navne og oplevelser i Aalborg. Arkivfoto: Henrik Bo

Opdateret 08. december 2022 kl. 10:07

AALBORG: Der er godt gang i både jazzmiljøet og interessen for jazz i Aalborg i disse år - ikke mindst i Musikkens Hus, hvor man lige nu oplever en opblomstring i antallet af medlemmer af husets egen jazzklub. Fra forårets til efterårets sæson har der været en medlemsstigning på over 125 procent, og tilslutningen til næste sæson tegner ligeledes lovende.

For at styrke den nordjyske jazzscene yderligere, allierer Musikkens Hus sig nu med en anden jazzpartner i byen - Center for Dansk Jazzhistorie. 

Samarbejdet tager afsæt i fordelsaftaler for medlemmerne hos henholdsvis Center for Dansk Jazzhistorie og Musikkens Hus, der kan komme til koncerter og arrangementer til særlige priser. Men det er også konkrete samarbejder om lokale, nationale og internationale artister og et ønske om at opdyrke publikummet i støbeskeen - i foråret fx i form af et samarbejde, hvor jazzcentret fremviser Jørgen Leths nye film om jazzmusikeren Jakob Bro forud for en koncert med ham i Musikkens Hus.

Blandt forårets koncerter i Musikkens Jazzklub i Musikkens Hus kan du opleve Caroline Henderson. Arkivfoto

- Samarbejdets formål er at bringe jazzinteresserede sammen i nye konstellationer og styrke efterspørgslen på jazz i Nordjylland. Jazzen har fået en opblomstring i Aalborg i disse år med mange aktører, mange musikere, men også mange forskellige typer publikummer. Vi finder det vigtigt, at de mange aktører i fællesskab går sammen for at gøre Aalborg til ikke bare Danmarks vigtigste jazzby, men også en jazzmetropol på den europæiske scene til glæde for både musikerne og jazzpublikummet, fortæller Tore Mortensen, kurator hos Center for Dansk Jazzhistorie, der ser frem til samarbejdet med deres store nabo.

Også Morten Ramsbøl, jazzproducent i Musikkens Hus, glæder sig over samarbejdet.

- Samarbejdet betyder, at vi kan trække helt andre navne hertil sammen. Jazzcentret får hos os en større scene - der er ting, vi kan facilitere i størrelse og gørelse, som de ikke kan. Og vi får adgang til en mindre og intim scene med kortere bookinghorisont og krav til omfang af personale, der gør det muligt at rykke hurtigere på muligheder. Samlet er det et forsøg på at spille hinanden endnu bedre, siger Morten Ramsbøl, der glæder sig til at henlede Musikkens Jazzklub til mulighederne i jazzcentret, fx deres historiske samling af jazzplader.

Det nye samarbejde mellem Musikkens Hus og Center for Dansk Jazzhistorie træder i kraft til januar.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden