Det er i strid med loven men ikke problematisk
Opdateret kl. 20:35
Der er 1,2 millioner børn og unge under 18 år i Danmark.
11 af dem har fået lov til at skifte det sidste ciffer i deres cpr-nummer, og dermed skifte juridisk køn.
- Jeg har altid følt mig som en pige, men nu, hvor mit CPR-nummer slutter med et lige tal, føler jeg mig mere som en pige, fortæller en af de 11, Eva Nymand Vigsnæs, til tv2.dk.
Den lille ændring i it-systemet har gjort en stor forskel for Eva og hendes familie.
Hun står ikke længere på drengelisten i Aula, og hun er begyndt til sport igen, fordi hun ikke hele tiden skal spørges ind til sit køn. Familien behøver heller ikke længere at ringe til lægen og tandlægen i forvejen for at sikre, at de også ved, at hun er en pige.
30 øvrige har ansøgt om det - ifølge Jyllands-Posten er seks blevet afvist, og 24 venter stadig på svar.
Det er problematisk, men mest fordi, at det faktisk er i strid med loven.
SVM-regeringen har valgt at følge en ny fortolkning af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, men uden at få lovgivning vedtaget. I de danske paragraffer står det fortsat sort på hvidt, at man skal være 18 år for at kunne søge om at ændre i sit CPR-nummer.
Det er selvsagt noget sjusk, og den lov bør regeringen hurtigt få ændret.
Også selv om blå oppositionspartier - især Dansk Folkeparti - vil stå klar med anklager om wokeisme, og kalde det for samfundsundergravende normskred.
Men aldeles intet tyder på, at en lovændring vil få antallet af ansøgninger om juridisk kønsskifte til at eksplodere.
Meget, meget få - sandsynligvis ingen - forældre vil kræve deres barns køn ændret af ideologiske årsager. Nærmere det modsatte, for helt let for forældrene er det ikke.
Man vil ønske det, fordi det vil gøre livet for deres barn bedre.
Kønsdysfori - diagnosen for føle et ubehag ved det køn, man er født med - er en alvorlig og ganske reel udfordring. Nok er diagnose-navnet nyt, men tilstanden er ikke noget, der er opfundet i Pridens tidsalder. Den har derimod været kendt siden antikkens tid.
Det er ikke rimeligt, at et særdeles lille antal unge skal tages som gidsler i en debat, der oftest køres op til at handle om noget helt andet og meget større.
At give dem lov til at leve i overensstemmelse med deres dybfølte ønsker er ikke en trussel mod noget som helst.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.