En ældre herre - lad os kalde ham Einar - udskrives omkring middagstid. 

Han samler sine ting, stikker i træskoene med hælkappe og bevæger sig ud på gangen for at tage hjem.

En sygeplejerske passer ham op og siger: - Jamen Einar, du skal da lige have lidt at spise, inden du går. Maden står klar nede på gangen.

- Jo tak, replicerer Einar, men nu har jeg under opholdet her nydt så meget godt af statens goder, at jeg nu synes, at jeg godt kan tage hjem og spise min egen mad.

Hvorefter han forlod hospitalet.

Jeg hørte det hele.

Og jeg ved ikke, hvorfor jeg lige dér kom til at tænke på alle dem, der føler sig så enormt berettigede til alt, hvad den kan trække, når bare staten betaler.

Jeg kom også til at tænke på gratis skolemad. På at tage ansvar for den måde, vi lever på og lever af.

Men mest af alt ramte mig den ydmyghed og taknemmelighed, som Einar udviste denne onsdag i november på et nordjysk hospital.