De gjorde Helgstrand til milliardær. Nu stikker de hovedet i busken

Der er ikke tale om enkeltstående sager eller typisk misundelse, når Nordjyske afdækker svindel i et af Nordjyllands største private foretagender, skriver erhvervsredaktør

Peter Simonsen, erhvervsredaktør. <i>Foto: Torben Hansen.</i>

Peter Simonsen, erhvervsredaktør. Foto: Torben Hansen.

LEDER:De færreste i Danmark havde hørt om kapitalfonden Waterland, før den i 2018 købte over halvdelen af det nordjyske stutteri Helgstrand Dressage.

Handlen gjorde stifter Andreas Helgstrand til milliardær, og siden har Waterland løbende solet sig i – og nydt godt af – den succes, som det verdensomspændende stutteri har præsteret.

Men at få Waterland til at forholde sig til den sønderlemmende kritik, der i disse uger hagler ned over hestehandleren fra Vodskov, er en anden sag. Nordjyske har nu gennem en række artikler dokumenteret sort på hvidt, hvordan Helgstrand repetitivt og over en længere årrække har snydt forretningspartnere.

Også efter at hollandske Waterland blev majoritetsejere.

Heste til flere millioner kroner er blevet solgt bag om ryggen på intetanende medejere, avlere og investorer er blevet snydt, skriftlige aftaler brudt og salgskontrakter og fakturaer hemmeligholdt.

Så hvordan hænger det sammen med, at Waterland, ifølge eget udsagn, som professionelle ejere er med til at sikre, at tingene er i orden, og at alle behandles fair og rimeligt?

Nordjyskes dækning af sagen har afsløret det stik modsatte. Alligevel nægter ledende partner i Waterland, Kaspar Kristiansen, at stille op til interview og nøjes med at skrive i en mail, at han ikke mener, at ”Nordjyskes dækning af enkeltsager er kendetegnende for Helgstrand Dressages virksomhed i dag."

Er det enkeltsager, når Nordjyske kan dokumentere en lang række sager om snyd af forretningspartnere over en årrække, der strækker sig helt frem til i dag? Nej.

Tværtimod synes Helgstrand at agere på en måde, som Waterland, hvis den altså var en professionel ejer, umuligt kan lukke øjnene for. Det gør den så tilsyneladende alligevel. 

På sin hjemmeside skriver Waterland ellers, at den har fokus på blandt andet ”god selskabsledelse” i sine selskaber. Måske god selskabsledelse betyder noget andet på hollandsk end på dansk.

Hvor mange sager skal der til i Waterlands ejertid, før at kapitalfonden vil undersøge forholdene i Helgstrand Dressage? Den har trods alt betalt i omegnen af 400 millioner kroner for at blive majoritetsejer i den nordjyske hestehandlers guldrandede foretagende.

Ligesom Waterland er Andreas Helgstrand fattig på kommentarer og vil ikke forholde sig til stribevis af centrale spørgsmål, ligesom han har nægtet at udlevere dokumentation for en række påstande.

Den nordjyske hestehandler og hans medejer så utvivlsomt gerne, at Nordjyske lod stutteriet i fred og gik videre til nye historier. Sådan tænker nogle af vores læsere også. Misundelse er en grim ting, lyder skudsmålet til flere af de historier, vi har bragt for dagen, men det er ganske enkelt malplaceret.

Når manden bag et verdensomspændende milliardforetagende placeret i den nordjyske muld fusker, er det væsentligt og relevant og skal selvfølgelig afdækkes. Og vi har ikke bragt den sidste afsløring.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.