Overstående er tyvstjålet fra den nu afdøde forfatter, flanør og folketingskandidat Mads Holger. 

Det var det første, jeg tænkte på, da jeg så unge mænd skyde med champagne i Skagen og familiefædre købe fasttrack-billetter til Legoland.

Holger skrev for godt 20 år siden om, hvordan han var træt af den danske mentalitet, og at alting var så tempereret i Danmark. 

Og det er det da også for det meste. 

I Danmark er der sjældent de helt store følelser og de helt store forskelle mellem de bedst og dårligst stillede. 

Men når forskellen bliver tydeliggjort, bliver mange af os forargede. Eller indignerede.

Det kom til udtryk, da champagne blev skudt ud af "champagnegeværer" til 3500 kroner stykket i Hyttefadets gårdhave i Skagen. 

Og det kom igen til udtryk, da flere medier bragte en forarget fars debatindlæg om fasttrackordningen i Legoland i Billund.

I Nordjyske kunne direktøren for Fårup Sommerland fortælle, at man heroppe aldrig ville introducere en sådan ordning, og reaktionerne var stort set udelukkende positive. 

Det siger meget om, hvem vi er som mennesker, som land og som landsdel. 

Vi er måske en smule leverpostejsfarvede, middelmådige og kun relativt gode til badminton i gennemsnit, men selvom ligheden er stor i Danmark, har vi ikke noget problem med at hylde dem, der er dygtigere end resten. 

Apropos badminton løber der da en mand rundt i Paris lige nu med dansk pas, der på flydende kinesisk og med store følelser giver bøllebank til alle andre badmintonspillere i verden. 

Det er min påstand, at de fleste nordjyder er helt okay med champagneslugende ungersvende med charmeklude i Skagen. Men hvorfor smide det på gulvet? Det er der mange af os, der ikke forstår.

Det er også min påstand, at de fleste nordjyder er okay med, at nogle kan få adgang til en forlystelsespark oftere end andre. 

Og at nogle og ikke andre kan rejse på 1. klasse i flyet. Og at nogle og ikke andre har det der blå armbånd på charterhotellet, der giver dem all-inclusive og festlige drinks med hatte og stjernekastere ad libitum.    

Det, der formentlig forarger os eller i det mindste irriterer os, er, at den konkrete køkultur ligger så dybt i os, at det trumfer alle andre slags ulighed, der foregår for øjnene af os.  

For køkultur er en meget håndgribelig manifestation af den danske lighedstanke, og den holder de fleste danskere af. At man står i kø. At man holder sin plads i køen. Og at man - hvis man endelig har købt sig foran i køen - er ydmyg om det.

I det meget omtalte debatindlæg om Legoland oplever en far, at de bliver italesat som mindre værd, fordi de står i den "forkerte" kø. Og uanset hvad man mener om fast-track-billetter, bør vi tage afstand fra den måde at tale om andre mennesker.

Der ER forskel på mennesker. På deres udgangspunkt, deres held og deres indsats, og vi skal ikke alle ende præcis det samme sted. Så jeg fortæller min 3-årige datter, at andre har mere og kan købe mere end os. 

Og at vi har mere og kan købe mere end andre for den sags skyld. Og at det er i orden.

Men den ulighed må aldrig blive anledning til, at man ser ned på hverken den velhavende eller den mindre velhavende på grund af deres midler.