Det var min første tanke, da jeg i begyndelsen af august faldt over en overraskende bisætning i en bekendtgørelse, hvis formål er at styrke indsatsen mod vanvidsbilisme og fusk på leasingområdet.

Det var ikke så meget det, at virksomheder nu blev pålagt at registrere alle medarbejdere, som har adgang til en firmabil i mere end 30 dage. For eksempel lastbilchauffører og håndværkersvende.

Det var mere formuleringen om, at samtlige ejere og brugere af firmabilerne nu hæfter solidarisk for de periodiske afgifter.

Med andre ord: Hvis chefen ikke betaler afgifterne på bilen, hænger de ansatte på regningen.

Den historie kunne Nordjyske bringe som de første, og sagen vakte stor opstandelse i erhvervslivet, som allerede forud for den nye bekendtgørelse havde advaret om konsekvenserne. 

Både den administrative og økonomiske byrde ved at skulle registrere samtlige brugere af et køretøj og den himmelråbende urimelighed ved, at ansatte hæfter for gæld, de intet har med at gøre.

Alligevel trådte bekendtgørelsen i kraft – med to dages varsel. Og så skulle der ellers medieomtale til, før skatteminister Jeppe Bruus trak i land. På sin sidste arbejdsdag i ministeriet.

Nu skal bekendtgørelsen ændres, således at ansatte, der får stillet et køretøj til rådighed, bliver undtaget fra at skulle registreres som brugere af køretøjet. Og dermed ikke risikerer at ende med regningen, hvis chefen ikke betaler bilafgifterne.

Og så skulle man ellers tro, at den sag var lukket.

Men det fortjener den ikke.

For tilbage står et vigtigt og principielt spørgsmål om, hvordan i alverden et embedsværk kan snige så vanvittig en gældsregel ind, uden at nogen ansvarlig politiker fanger det?

Vel at mærke et embedsværk og en regering, hvis formål må være at lette de administrative byrder for hårdtarbejdende erhvervsdrivende – ikke påføre dem nye.

Forklaringen fra helvede var, at den nye bekendtgørelse medførte så bagatelagtig en byrde for virksomhederne, at det ikke var nødvendigt at involvere Folketinget.

Og tilsyneladende heller ikke nødvendigt at lytte til erhvervslivets opråb.

I stedet blev bekendtgørelsen blot sendt i høring hos OBR – ”Området for Bedre Regulering.” En instans, der i dette tilfælde levede op til alt andet end sit navn.

Tilbage står et ”goddag mand, økseskaft-forløb,” der kun fortjener hovedrysten, og som forhåbentlig kan tjene som læring for den nye skatteminister, Rasmus Stoklund (S).

Hvis han ikke allerede er i fuld gang med at finde ud af, hvordan den tåbelige regel kan ændres, bør han prioritere det som noget af det første.