Nordjyske mener

Det gjorde mig stolt i 2025 – og det venter forude

Kevin Walsh er ansvarshavende chefredaktør i Det Nordjyske Mediehus.
Kevin Walsh er ansvarshavende chefredaktør i Det Nordjyske Mediehus. Foto: Lars Pauli

Et nyt år giver anledning til at gøre status. Ikke kun på året, der er gået, men også på det nye, hvor der venter mange spændende ting. Derfor vil jeg begynde med at ønske dig og dine et godt nytår - og samtidig dele nogle af de tanker, der fylder hos mig.

2025 var ikke et stille år for Nordjyske. Vi står fortsat midt i en stor og nødvendig forandring: Opgaven med at skabe et lokalmedie, der giver mening i en digital virkelighed, hvor mange - især yngre - vender klassiske medier ryggen. Ikke fordi behovet for journalistik er blevet mindre, men fordi konkurrencen om opmærksomhed er blevet benhård.

Vi konkurrerer med platforme, der er designet til at fastholde og forføre - uden presseetiske forpligtelser og uden ansvar for fællesskabet. Den sang har jeg sunget før. Så i stedet for at dvæle ved det, vil jeg i stedet for dykke ned i, hvordan Nordjyske gør sig fortjent til en plads i nordjydernes hverdag igen.

Og det begynder med et kig på 2025, hvor jeg synes, at der er meget at være stolt over som chef-redaktør.

I 2025 har Nordjyske igen været nordjydernes kritiske øjne. Vi har afdækket rod og svigt i administrationer og institutioner, hvor borgernes penge og tillid ikke er blevet forvaltet ansvarligt: Fra Frederikshavn Havn og Aalborg Byråd til Erhvervshus Nord og Aalborg Forsyning. Vi har vedholdende dækket Fonden Semai og Væksthuset, hvor fokus tilsyneladende har været på at tjene penge frem for at passe på nogle af vores mest udsatte.

Vi har også dækket sæbeoperaen i AaB og cirkusset i Vendsyssel FF intenst. Vi afdækkede konflikten mellem Maja Torp og Nuuradiin Hussein, vi var med hele vejen i sagen om kloakken på Eventyrbakken, og vi kom helt tæt på et giftigt arbejdsmiljø på Aalborg Teater.

Vi tog de debatter, der fylder her i Nordjylland - om autocampere, store sommerhuse og meget andet. Og så var vi tæt på en af årets allerstørste erhvervshistorier - salget af Spar Nord - og hvad det kommer til at betyde for regionen.

Samtidig har vi insisteret på konstruktiv journalistik. Ikke som modsætning til det kritiske - men som supplement. I en tid med nyhedsundgåelse har vi vist, at journalistik også kan pege fremad. Som da vi fandt inspiration i Irland til Læsø. Eller da vi i serien Børneliv i trivsel satte fokus på de voksne, der hver dag kæmper for at give børn den bedst mulige start på livet i vores vuggestuer og børnehaver. Og når vi fortæller om nordjyske erhvervsprofiler, der har turdet tage ansvar og vende modgang til fremgang.

Det arbejde skal vi bygge videre på i 2026.

Vi vil lave færre - men vigtigere - historier. Historier, der bliver husket. Det kræver prioritering og vedholdenhed. Vi vil ikke nøjes med at rapportere hurtigt, men grave dybere og holde fast. For journalistik gør først en forskel, når nogen tager sig tid til at gøre arbejdet ordentligt.

Vi vil løbende udvælge og holde fast i de vigtige dagsordener og problemstillinger, som har en stor betydning for vores region. Vi vil ansvarliggøre og finde løsninger. Til gavn for vores abonnenter og for Nordjylland.

Det er som eksempel grunden til, at vi har en korrespondent på Christiansborg. Andreas Wielandt sidder ikke i København for at belære os om, hvad der foregår på Christiansborg. Han sidder der for at sikre, at politikerne og andre interessenter har fokus på det, der er vigtigt for Nordjylland.

Det kommer til at betyde, at vi vil gå mere aktivistisk til værks. For jeg ved, at vi kan gøre en forskel for Nordjylland. Næste år vil eksempler være et fokus på forsvarsindustrien, der kan få stor betydning for regionen - og det forældede elnet, der kan få Nordjylland til at sakke agterud i kampen om fremtidens arbejdspladser. Og meget, meget mere.

Alt sammen med journalistikken som værktøj - og med Nordjylland som formål.

Vi vil også fortælle vores historier på flere måder. I 2026 skruer vi op for lyd: podcasts og nye formater, der passer til en storpendlende region, hvor journalistik ofte høres på farten. Samtidig vil vi fortsat kunne læses ved morgenbordet - som vi altid har kunnet.

Vi vil knokle hver dag i 2026 for at være det kritiske og konstruktive medie, som Nordjylland fortjener.

Tak for tilliden. Og godt nytår til dig og dine.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden