Den linde strøm af gode råd, som tilflyder mig i rollen som småbørnsforælder.

Hvad end det er sociale medier, eksperter eller meningsdannere, som påstår at have knækket koden til alt fra kræsne børn til pottetræning og den rette måde at håndtere trodsalderen på.

Jeg kunne suge det hele ind og blive kvalt undervejs. Hvis jeg ville.

For vi lever i en verden, hvor holdninger og forventninger til, hvordan man skal være en god forælder, er lige så allestedsnærværende som den ilt, vi indånder.

De sociale medier flyder over med perfekte billeder af glade børn og overskudsagtige forældre, der altid har tid til både økologiske madpakker og velplejede potteplanter. Selvudnævnte profeter og influencere.

Selv i de nære relationer kan bedsteforældre, venner og kolleger stå klar med velmenende råd, som har det fællestræk, at de i reglen passer fremragende til rådgiveren selv, men ikke nødvendigvis til modtageren.

Resultatet? En generation af forældre, der løber sig selv i sænk i jagten på at være "gode nok."

Forleden bragte Nordjyske et interview med psykolog Karen Wichmann. Hun oplever flere og flere klienter, der kommer til hende med symptomer på udbrændthed, og det er ofte småbørnsforældre, som er hårdt ramt, fortæller hun.

De er på grund af den massive informationsstrøm blevet afkoblet fra deres egen mavefornemmelse og bange for at gøre skade på deres børn.

- Forældre i dag møder rigtig mange holdninger til, hvordan de skal være gode forældre. Holdninger, der stikker i alle retninger, og som kan være svære at imødekomme uden at miste sig selv, siger Karen Wichmann.

At miste sig selv som forælder er en rigtig dårlig idé. Både for dig selv og dit barn. Men måske løsningen på problemet er så enkel, at den har været lige foran os hele tiden.

For hvad nu, hvis vi gør noget så simpelt som at stoppe op og lytte til os selv? Følger vores egen sunde fornuft og intellekt og ikke al den ydre støj, vi konstant bombarderes med.

De mange ”gode” råd.

For hvem kender sit barn bedre end en selv, og hvem siger, at man skal lade sig styre og diktere af andres forventninger og formaninger? Ingen. Og gør man det, fraskriver man sig sit eget ansvar.

Den glidebane åbenbarer sig nu.

At være en god forælder handler ikke om perfektion, men om kærlighed, omsorg og nærvær. Det kan hverken måles eller vejes. Og fornuften, den indre stemme, kald den hvad du vil, udvikler sig kun gennem erfaring, ikke ved at følge en one size fits all-manual.

Sandheden er, at vi som forældre allerede har de suverænt bedste forudsætninger for at være den forælder, vores børn har brug for. Fordi vi – og ikke andre – ved, hvad der er det rigtige for vores børn og for vores familie.

Hvad end det vedrører vredesudbrud i supermarkedet, søvnkonstellationer eller blevaner.

Det er tid til at genvinde tilliden til os selv som forældre. Det ansvar skal vi tage på os. 

Det er vores forbandede pligt.