Nordjyske mener

Jeg læste en kommentar om den gifte kvinde - og blev nødt til at skrive et modsvar

En sætning fra en politiker fik mig til at spærre øjnene op

Mette Rask Bentzen er redaktionschef hos Det Nordjyske Mediehus.
Mette Rask Bentzen er redaktionschef hos Det Nordjyske Mediehus. Foto: Martél Andersen

"Gifte kvinder med børn er samfundets vigtigste rollemodel"

Sådan lød et udsagn fra en konservativ politiker i den forgangne uge på den sociale platform X. 

Hvis man nu selv skulle være i den situation at være blevet skilt, så er der kun én ting at sige til det: 

Av. Av. Av. 

Selv er jeg vokset op i en kernefamilie med en mor og en far, der holder i hånd og holder liv i kærligheden på 49. år. 

Meget beundringsværdigt. 

Det har givet mig en uvurderlig base gennem min barndom, og selv som voksen finder jeg tryghed, taknemlighed og stor lykke i at mærke den samhørighed og kærlighed, der flyder mellem dem og videre - til børn og børnebørn. 

Det lykkelige ægteskab kan virkelig noget. 

Og jeg har aldrig mødt en forælder, som ikke har haft et initialt ønske om at give deres børn en opvækst, hvor mor og far er sammen. 

Men som bekendt lykkes det langt fra for alle. Omkring fire ud af ti ægteskaber ender i skilsmisse. For langt de flestes vedkommende ikke som et planlagt valg, men fordi der til sidst ikke var andre muligheder. 

Den eneste vej ud af ulykkeligheden. 

Og selvom et langt og lykkeligt liv i kernefamilien er efterstræbelsesværdigt, må selve ægteskabet som institution aldrig blive det vigtigste parameter for, om et menneske er en god rollemodel. 

Til gengæld betyder det noget, at du: 

  • Evner at tage ansvar for egne handlinger og deres konsekvenser.
  • Viser respekt for andre mennesker, deres meninger og forskelligheder.
  • Tilstræber at være ærlig, oprigtig og troværdig i både ord og handlinger.
  • Er empatisk og gør dig umage med at forstå andres følelser og behov.
  • Forstår at ydmyghed er centralt for evnen til altid at lære og udvikle sig.
  • Udviser samfundssind og anerkender, at ingen er noget uden fællesskab med nogen. 
  • Har modet til at stå op for det, du tror på, selv når det er svært.
  • Er generøs og villig til at dele dine ressourcer, tid og viden med andre.
  • Formår at træffe valg, der gør det muligt at leve dit bedste liv - fordi et lykkeligt menneske har mere at give til verden omkring. 

Fælles for ovenstående egenskaber er, at ingen af dem har civilstatus som forudsætning. 

Det handler i stedet om det menneske, du er. 

Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Nordjyskes holdning.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Forsiden