Eventchef brugte 222.249 skattekroner - men forstår tilsyneladende ikke sagens alvor

Sagen om Aalborg Kommunes velkomstreception for 3F viser desværre en komplet mangel på respekt for skatteborgernes penge

Eventchef i Aalborg Kommune, Søren Thorst, er kommet i skudlinjen, efter at det er kommet frem, at han brugte 222.249 skattekroner på en velkomstreception for 3F. <i>Arkivfoto: Claus Søndberg</i>

Eventchef i Aalborg Kommune, Søren Thorst, er kommet i skudlinjen, efter at det er kommet frem, at han brugte 222.249 skattekroner på en velkomstreception for 3F. Arkivfoto: Claus Søndberg

LEDER:På fodboldbanen var Søren Thorst kendt som en særdeles kompromisløs forsvarsspiller.

Støvlerne er for længst lagt på hylden. I dag er titlen eventchef i Aalborg Kommune. Men kontantheden er fortsat en del af Søren Thorsts profil.

Det oplevede Nordjyske i denne uge, da vi spurgte nærmere ind til omstændighederne for en velkomstreception for fagforbundet 3F, som Aalborg Kommune var vært for i 2019. Et arrangement, der kostede skatteborgerne 222.249 kroner.

For det første var receptionen stik imod kommunens egne retningslinjer. Den slags begivenheder er nemlig forbeholdt internationale gæster.

Svaret fra Søren Thorst lød, at det kan godt være, at der er regler for "vores velkomstreceptioner, men der er ikke noget, som er skudsikkert, og vi skal også kunne agere".

For det andet var der intet på skrift om beslutningsgangen for receptionen. Ingen journalisering, som det ellers er et krav i den offentlige forvaltning.

Her lød svaret, at man stadig blot kan ringe sammen for at lave en aftale: "Heldigvis. Så det er sådan set fint, synes jeg".

Eventchefen kunne også slå fast, at hans råderum gjorde det muligt uden videre at bruge en kvart million skattekroner fra borgmesterens konto for erhvervssamarbejde.

Først da det stod klart, at han i første omgang havde forsøgt at tørre udgiften af på byrådet - uden held - gik den tidligere forsvarsspiller i defensiven. Så var det slut med at kommentere sagen.

Søren Thorsts udtalelser vidner desværre om en arrogant mangel på forståelse for ansvaret for at håndtere borgernes penge. Det er netop en tillidssag at bruge skattekronerne optimalt. Og skal tilliden bestå, kræver det klarhed og åbenhed, der gør det muligt for borgerne at se, at det sker.

Når det så oven i købet er en lille kvart million, der er brugt på et fagforbund, som har tætte bånd til borgmesterens socialdemokrati, skulle alarmklokkerne have ringet ualmindeligt højt: For en mistanke og anklage om særbehandling og kammerateri ligger lige på tungen.

At sagen dertil er den anden, der i år er kommet frem vedrørende udokumenteret brug af penge fra kontoen for erhvervssamarbejde, skruer blot en tak op for alvoren. 

Borgmesterens forvaltning er allerede sat under administration som følge af miseren om de 100.000 kroner, der blev brugt i forbindelse med tv-programmet Nybyggerne tilbage i 2016/17.

Heldigvis. For Søren Thorsts udtalelser i den seneste sag om 3F-receptionen vidner om, at alvoren ikke er gået op for alle i Aalborg Kommune. At forståelsen for, at det kræver ansvarlighed og gennemsigtighed at bruge dine og mine penge i offentlig tjeneste, ikke er sivet helt ind. 

Og heldigvis kræver politikere på tværs af partiskel i byrådet en redegørelse i sagen. Det manglede da bare. Ansvaret skal placeres.

Men det er ikke nok. Mistanken om, at omgangen med pengene har været lemfældig i borgmesterens forvaltning nager. Vil flere sager pible frem?

Derfor er en kulegravning af relevante konti under hans ansvar nødvendig for at finde ud af, om problemet stikker dybere. Plastret skal rives af i ét hug.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.